Nyborg-rektor efter mediestorm: Alle børn har ret til et godt børneliv

Henrik Vestergaard Stokholm nægtede at tage børn fra afvist flygtningefamilie ud af skolen. ”Det var min pligt, og jeg ville gøre det igen,” fortæller han.

Af Svend Løbner 

Børn bliver smidt ud af skolen med to dages varsel. Flygtningenævnet afgør, at hele familien skal sendes tilbage til Somalia.

Det får Henrik Vestergaard Stokholm til at reagere prompte. Som rektor for Nyborg Gymnasium er det hans pligt, at sikre børn ”en god skolegang og et godt børneliv,” som han udtrykker det. Og derfor lader han de to piger Roda og Ruweyda fortsætte i 10. klasse på gymnasiet. Der bliver arrangeret skolegang for deres mindre søskende. Og hele Nyborg kommer på den anden ende for at samle ind til familien, der med afslaget har mistet alle indtægter.

Roda (t.h.) og Ruweyda (t.v.) Abdisalan Hussein blev smidt ud af 10. klasse, men rektor Henrik Stokholm bad pigerne dukke op til undervisningen alligevel. Screenshot fra Fyens Stiftstidendes hjemmeside Fyens.dk. 

Det er lidt over et år siden, lokalsamfundet trådte op mod statsmagten. Men det var ikke civil ulydighed, fastslår Henrik Vestergaard Stokholm, da vi møder ham på hans kontor på Nyborg Gymnasium. Det var ren og skær borgerpligt.

Ud af skolen med to dages varsel

Vi møder ham for at få uddybet, hvad der egentlig skete efter at et brev fra Nyborg Kommune den 29. november 2018 forlanger at Stokholm skal melde Roda og Ruweyda ud af 10. klasse. Og hvorfor han modsatte sig myndighedernes beslutning – og om han ville gøre det samme igen, hvis en lignende sag opstod.

– Jeg har ikke prøvet sådan noget før, så jeg tog en samtale med familien. Jeg syntes, at det lød voldsomt. Og hurtigt. Altså to dage til at sige farvel til familie, venner og skolekammerater. Og så viste det sig, at familien slet ikke anede, hvad der skulle ske. De havde bare fået et brev om, at nu stoppede alt, og så sad de ellers hjemme i deres lejlighed. Det syntes jeg var helt grotesk, og derfor sagde jeg: ”I bliver selvfølgelig hos mig i 10. klasse., indtil der er en eller anden form for klarhed.”

Samtidig tog rektoren kontakt til familiens advokat, som kunne fortælle, at der var sket en fejl i Flygtningenævnets behandling af sagen. Men i offentligheden blev sagen meget kontroversiel.

– Folk sagde, at det var civil ulydighed. Politikere, særligt fra Dansk Folkeparti, var ude at sige, at jeg førte min egen udlændingepolitik. Jeg syntes bare, at jeg sikrede, at to piger kunne gå i skole. Jeg havde ret ondt af den familie, for der var ikke nogen, der kommunikerede med dem. Der var ikke nogen, der sagde, hvad der skulle se. Og sådan behandler man altså ikke mennesker!

Sagen bliver rejst i Folketinget

Henrik Vestergaard Stokholm skrev en kronik i Politiken, hvor han gjorde rede for hele forløbet.

– Jeg ridsede op, hvor grotesk det var, at man i et velfærdssamfund, hvor vi tager os af de svageste, lader fem børn sidde uden skolegang.

Sagen blev rejst i Folketinget og endte med et ministerielt hyrdebrev, der slår fast, at Stokholm hele tiden har ageret korrekt, og at Nyborg Gymnasium havde efterlevet grundloven.

– De her piger måtte godt gå i min 10. klasse. I løbet af januar og februar fandt man så ud af, at de andre søskende ikke måtte være blevet meldt ud af grundskolerne. Systemet havde fejlet. Men op til afgørelsen havde Nyborg Gymnasium lavet en skole for de mindre søskende.

– Her på skolen var der nogle frivillige undervisere, som gerne ville hjælpe dem. Og i løbet af forløbet kom der også en friskole og hev de mindre børn ud, så de kunne gå i skole der. Og så kulminerer det med, at Undervisningsministeriet konkluderer, at kommunen ikke måtte stoppe børnenes skolegang.

Sagen afslører fejl i systemet

Bag det hele kører en sag, hvor familiens advokat får genoptaget familiens sag. For der er sket fejl.

– Man har taget alle sociale ydelser fra dem. De er nødt til at leve af de indsamlinger, vi så laver til dem. I løbet af maj måned kommer der en endelig afgørelse om, at det var sket på et fejlagtigt grundlag, og familien får deres ydelser tilbage. Så længe sagen kører, og der ikke er en afgørelse, kan de blive i Danmark og også blive i Nyborg.

Det er så her, de er nu. De to piger går nu i 1.g. De mindre søskende passer deres skolegang i en af Nyborgs grundskoler. Deres far arbejder som taxachauffør i weekenden og tager enkeltfag på HF.

Hvis du kigger ind i dig selv, hvad er det så, der får dig til at reagere?

– Det har jeg tænkt meget over. Det er simpelthen en mavefornemmelse. Da jeg sad med denne her familie den 29. november 2018, syntes jeg, at det lød bizart, at man kunne gøre sådan mod andre mennesker. Jeg kendte pigerne og lærte efterfølgende forældrene at kende, og jeg syntes simpelthen ikke, at man kunne være det bekendt. Det var en grundlæggende retfærdighedsfølelse, der blev krænket. Jeg kunne ikke leve med, at de bare sad nede i den lejlighed. Og mere tænkte jeg faktisk ikke.

Skal sikre børn og unges trivsel

Du skriver i din kronik i Politiken, at du reagerer både som menneske og som rektor…

– Ja, som menneske skal man jo behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Det er i virkeligheden det, det handler om. Hvis man tog lille Frida fra 2.b nede i en eller anden lokal grundskole, ville man jo aldrig bare melde hende ud af skolen og sende hende hjem til mor, uden at nogle myndigheder tog over. Så for mig var det himmelråbende. Det var misrøgt. Hvis der var borgere, der tog deres børn ud af skolen, ville der jo være en underretningssag.

Henrik Vestergaard Stokholm holder en kort pause og fortsætter eftertænksomt:

– Som rektor er jeg faktisk sat i verden for at sikre børn og unges trivsel. Jeg er sat i verden for, at de får noget god undervisning, en god skolegang og et godt børneliv. Jeg tænkte ikke, at jeg var civil ulydig. Det tænker jeg stadigvæk ikke. Jeg tænkte, at jeg passede mit job, for det er mit job at sikre de her ting.

Du tager du sagen i egen hånd?

– Hvis man oplever nogle defekter i systemverdenen, så mener jeg, at det er alles pligt at gøre op med det. Det er man nødt til at gøre. Det bør alle borgere gøre. Derfor appellerer jeg også til andre skoleledere og rektorer om, at de i en lignende situation må gøre det samme og ikke bare klappe hælene sammen. For de ting, der skete, var så åbenlyse, at det var graverende. Jeg oplevede også et kæmpestort system, som var meget stift og meget svært at råbe op. Så vi var nødt til at gå ud med det her for at skabe opmærksomhed om, at her var en kæmpestor fejl.

Ikke nogen heltegerning

Ville du gøre det samme igen på samme måde?

– Ja, det ville jeg. Jeg ville gøre det i morgen. Jeg ville gøre det i dag. Det tror jeg, at rigtig mange mennesker ville gøre. Jeg synes ikke, at der var noget odiøst i det. Jeg ved godt, at der er mange, der taler om det, som om det er en eller anden form for heltegerning. Gu’ er det ej! Det er alles pligt. Og jeg synes, at jeg har en særlig pligt som rektor.

– Vi er også nødt til at leve op til det, der står i vores formålsbekendtgørelse. Der står, at vi skal forme de unge mennesker, så de kan træffe nogle etiske og moralske valg. At vi skal gøre dem til levende mennesker, så de kan agere selvstændigt. At vi skal efterleve menneskerettighederne. At vi skal uddanne dem i en demokratisk ånd i et frit samfund. Og hvis det ikke bare skal være bullshit, er vi nødt til at handle på det.

At være moralsk kompas for de unge

Henrik Vestergaard Stokholm viger ikke tilbage fra lederansvaret. Han må vise, at det er ham, der er rektor, og at det derfor også er ham, der har ansvar for at børnene får en uddannelse.

– Som rektor er jeg også vejviser. Jeg kan godt sige, når der er noget, der er rigtigt eller forkert i min verden. Hvis man oplever nogle åbenlyse overgreb, eller noget der strider imod moral og etik – og også lovgivning, som det viste sig – så skal man selvfølgelig reagere. Det er min pligt som rektor. Det er okay, at jeg sætter en retning og siger noget om ting, der vedrører mit ressort: Når det handler om unges uddannelse, og når man træder nogle rettigheder under fode, som handler om børn og unges ret til undervisning og et børneliv. Det lyder så højstemt med vejviser, men i hvert fald være et moralsk kompas, som kan lave alarm, når sådan nogle ting sker.

Nu er det et snart halvandet år siden, sagen kørte. Er der stadig brug for den årvågenhed blandt borgere?

– Det vil der være brug for til enhver tid i hvert eneste samfund. Nogle må kigge magthaverne og systemerne efter, for hvis alle bare tier og samtykker, ville denne her familie sidde på Sjælsmark på et fejlagtigt grundlag lige nu.

Havde det nogen effekt på skolen og eleverne som helhed?

– Jeg oplevede en utrolig varme fra de andre elever. De kendte jo godt, eller vidste hvem, Roda og Ruweyda var. Så det var eleverne, der lavede støttekoncerter. Det var eleverne, der lavede indsamlinger. Der var stor solidaritet.

Ville tænke sig om – og gøre det samme igen

Når du kigger tilbage på hele sagen, er der noget, du har lært eller ville gøre anderledes en anden gang?

– Jeg blev selv voldsomt overrasket over, hvor tumultarisk forløbet blev. Jeg troede faktisk ikke, at det var så kontroversielt. Det blev en politisk sag. Jeg røg ind i en valgkamp, og det kunne jeg godt mærke. Jeg endte med at involvere mig utrolig meget i det, og til sidst blev jeg hidsig og skrev selv rigtig meget. Jeg var selv rigtig aktiv på de sociale medier og gik selv ud med en masse meldinger.

– Det kan godt være, at jeg ville gøre det anderledes en anden gang. Men for mig var denne sag simpelthen så pinagtigt. Det kan godt være, at jeg næste gang ville tænke mig om – men jeg ville nok gøre det samme alligevel.

Henrik Vestergaard Stokholm kan ikke afsløre noget om familiens sag, der stadig er under behandling. Men han kan fortælle, at familien har det godt i Nyborg. Pigerne er halvvejs igennem 1.g. De mindste børn går i grundskolerne. De har et nogenlunde normalt liv.

– De har jo levet i et tomrum. De har levet i frygt og angst for, hvad der skulle ske. De har levet afskåret fra alle sociale ydelser og kommunikation med myndighederne. Nu kan de leve trygt og godt og tjener selv deres egne penge, slutter Nyborg-rektoren.