Nye film om børn og tro

DR Ultra blænder op for to nye film om børns forhold til hhv. jødedom og sikhisme.

Vi ser flere film, når vi er i hjemmekarantæne, og børns seervaner er ingen undtagelse. Især i Påsken vil skærmene flimre af film og underholdning af enhver slags. Og med Påsken falder tanken på tro, hvilket gør to nye film på DR Ultra interessante for børn.

Den 6. april er der premiere på to nye MIN TRO-film på DR’s kanal for større børn, DR Ultra.  

Planen er jo at der skal laves 12 film i alt, som følger 12 forskellige børn med hver deres guddom. De første fire film kom i 2018. Filmene er for både børn og voksne og følger børnene i almindelige dagligdagssituationer. 

Vil nedbryde fordomme

Instruktør Cathrine Asmussen håber, at filmene måske kan give indsigt i forskellige trosretninger, og at det at børn lærer noget om, hvordan andre børn har det med deres tro, kan være med til at nedbryde nogle af de fordomme, som mange troende bliver mødt med i det kulturkristne Danmark. 

Hver fortælling tager udgangspunkt i en udfordring i barnets liv og skildrer, hvordan han eller hun forsøger at løse problemet. Her kommer praktiseringen af deres tro naturligt i spil.

De to nye film handler om Deenpal, som er sikh, og Leah, som er jøde. De fire første film foregår indenfor rammerne af følgende trosretninger: Pinsebevægelsen, Islam (herunder sufisme), Jehovas Vidner og Wiccatro (heksetro). 

– Undervejs har instruktøren vist optagelserne til forskellige folkeskoleklasser, og en af de ting, der har været slående er, hvor mange børn, der udviser fordomme over for de børn, der har en tro, fortæller pressemedarbejder Maria Brus Pedersen.

Tro tanker op

– Det har også været en øjenåbner for instruktøren at opleve, at børnene i filmene via deres bøn får adgang til et rum, hvor de tydeligvis tankes op.

De to nye MIN TRO-film har premiere på DR Ultra mandag den 6. april, og de fire andre fortsat tilgængelige på Klassefilm.dk.

Se en trailer her. Her får du fat i filmene.