Nye og ’gamle’ danskere flytter tættere sammen

Indvandrere og efterkommer bor mere blandet med resten af befolkningen, mens rige og fattige bor mere adskilt, viser ny analyse.

Ny analyse fra TrygFondens Børneforskningscenter viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bor mere blandet med resten af befolkningen i løbet af de seneste 31 år.

Det skyldes ifølge analysen, at kommunerne er lykkedes med at ændre sammensætningen af boligområder, så de almene boliger ligger mere spredt.

– Det er en myte, når man i den offentlige debat får indtryk af, at danskerne og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere lever mere og mere opdelt,” forklarer en af forskerne bag analysen, professor Anna Piil Damm, Institut for Økonomi og TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus School of Business and Social Science.

Hun har sammen med postdoc Ahmad Hassani, Institut for Økonomi og TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus BSS, og seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen, Rockwool Fondens Forskningsenhed, kortlagt de beboede områder i Danmark.

Analysen viser også, at rige og fattige dele af befolkningen lever mere afskilt end tidligere. De seneste 31 år er de rigeste familier i højere grad flyttet sammen i velhaverområder, mens de fattigste familier i højere grad er henvist til andre kvarterer.

Læs om analysen her.