Nyt center til borgerne: Tag ansvar for samtalen

Özlem Cekic har sammen med toneangivende kulturpersoner oprettet Center for Dialogkaffe, der tager dialogen med ud på skoler, arbejdspladser, lokalsamfund og selv ekstremistiske miljøer.

Vi håber, at det bliver en massebevægelse, hvor den enkelte borger tager personligt ansvar for samtalen.

Sådan indleder debattør og dialogforkæmper Özlem Cekic sit Facebook-opslag om Foreningen Brobyggernes seneste initiativ: Center for Dialogkaffe.

Sammen med en bestyrelse vil hun som generalsekretær tage dialogen med helt ud på danske skoler, arbejdspladser og andre lokale miljøer. Özlem løfter sløret for en firepunktsplan:

1) En brobyggeruge på skolerne, hvor børn og lærere får redskaber til at tale om forskelle og identificere fordomme og fjendebilleder.

2) Vi vil gøre samtalesaloner til en institution i lokalsamfundet

3) Vi vil organisere rum for dialogkaffe på arbejdspladser og

4) Vi vil Etablere en dialog med lukkede miljøer, hvor ekstremisme og antidemokratiske holdninger og normer trives.

– Målet er ikke, at alle skal blive enige, men at vi skal udvikle og skærpe evnen til at rumme vores uenighed og forskellighed. Det er en gigantisk udfordring og kan være en smertefuld proces, men det er fundamentet for et vitalt og bæredygtigt demokrati, skriver Özlem Cekic.

Og hun har opbakning fra toneangivende kulturpersoner: Bent Melchior, Jane Sandberg, Eva Smith, Flemming Rose, Andreas Kamm, Naveed Baig, Aydin Soei og Simon Lund Jensen er medlemmer af foreningens bestyrelse.

– Men alt det her kan vi ikke gøre alene. Vi har brug for dig! Sammen kan vi starte en bevægelse, slutter Özlem Cekic.