Opråb: Min mor er skolelærer og ramt af stress

”Tidsånden har været stresset i så lang tid, at symptomerne er blevet til at smage i luften. Jeg kan mærke den i mine lunger, når jeg trækker vejret,” skriver lægestuderende Zainab Nasrati i et indlæg, hvor hun fortæller om sin mor, der blev ramt af stress.

”Det er tåkrummende at overvære regeringens forkrøblede håndtering af den offentlige sektor. Ministrene kaster om sig med historier om “uforklarligt” sygefravær og dertil opstramninger af sygefraværspolitik og arbejdsvilkår, mens de undlader at tage pulsen på den alvorlige stress, der har ramt vores lille land. Den enten bevidste eller ubevidste negligering er ikke bare uansvarlig. Den er nedbrydende for os som mennesker og vores samfund som helhed,” indleder Zainab Nasrati sin fortælling. Hun er BSc.med. ved Københavns Universitet og Program director i forlaget og nonprofitorganisationen Ordskælv.

Zainab Nasrati skriver videre:

”Min mor er skolelærer. Den dygtigste af slagsen. Hun er ansvarsbevidst, ihærdig og nytænkende. Hun tager arbejdet med hjem, når forberedelsestimerne diffunderer ud af lærerværelset, for hendes samvittighed nager hende, hvis ikke hun er klar til at give sine elever et fuldt udbytte, hver gang hun møder op. Hun er også kærlig, rummelig og overbærende. Ikke sjældent hører jeg hende have en fortvivlet sjæl i røret, inden hun kan slukke læselampen ved sengen for at lægge sig til at sove. Sommetider kan jeg høre, at det drejer sig om en elevs præstationsangst og eksamensfrygt, andre gange er der tale om mistrivsel i hjemmet, fraværende forældre, mobning og det der er værre.

På de hårde og konfliktprægede dage, mærker jeg en kortslutning i elektriciteten derhjemme. Dagligstuen er gråbetonet, fordi hun er påvirket. Og det er hun, fordi hun er menneske. Det på trods af, at hun gør sit bedste for at skjule det og lægger vægt på at være nærværende og tilstede, når vi er omkring hende. Hun arbejder på højtryk for at løse problemet. Mails til den involverede elev, mails til forældrene, mails til skolelederen og en sms til kollegaen. Men arbejdsbyrden er umenneskelig, og de danske skolelærere er ansat til at være maskiner, der skal løbe stærkt og holde tempoet kontinuerligt. Der er ikke plads til hverken mere eller mindre end det planlagte, og når året er omme, er et godt stykke af sommerferien et kapløb i forsøget på at sætte sig op til succes i det kommende år.

Min mor er et eksempel af mange, men de personlige fortællinger er dem, der mangler at blive inkluderet i regeringspolitikken. Helt konkret har min mor i mange år undervist i fag, der gør hendes virke omfattende. Fransk, biologi, matematik og fysik. Det betyder, at hun har udskolingselever mellem hænderne og hvert år skal gøre de unge mennesker klar til eksamener og den store verden, der følger. Når man har et fag som fransk, betyder det også, at hun skal forholde sig til mange forskellige hold, fordi hvert hold kun har tre lektioner om ugen, det vil altså sige 110 elever om ugen alene i fransk. Men timerne skal jo gå op og en fuldtidsstilling i det offentlige er bestemt ikke vurderet på andet end timer og resultater.

Glæden lyser ud af hende, når eleverne har haft aha-oplevelser. Postkort, breve og plancher fra hendes klasser pryder hendes skrivebord eller fæstnes til vores allerede godt dekorerede køleskab. Der skal en stor rund magnet til at holde sammen på det hele – både deres gaver og vores feriebilleder, huskesedler og morgenbøn. Men klasseundervisningen er langtfra det, der fylder mest i skolelærernes arbejde. Den tid, der engang var sat af til at sikre god forberedelse og kvalitet i undervisningen, er erstattet med timer i afrapporteringer, underretninger, møder, digitale kurser og et hav af planlægning, ledelse og kollegaer imellem.

Mennesket bag er gjort til biroller i deres egne historier, og de knokler for at leve op til deres roller. Jeg ved min mor gør. Hun brænder for at formidle viden og investerer i sine elever. Hun lægger mere hjerteblod og sjæl i sit arbejde, end der er givet tid til. Og det er da netop også, hvad der har gjort, at hun blev stresset og nødsaget til at hive stikket for sit helbreds skyld.   

Min mors sygefravær har resulteret i den berygtede tjenstlige samtale, som i dag er måden, man følger op på en sygemeldt medarbejder. Men modsat så mange har hun endelig fået lov at gå ned i timer – selvfølgelig på egen bekostning. Hun er vellidt af sine arbejdsgivere og kollegaer, og de har givet hende plads til at genfinde roen og glæden ved det, hun laver. Kigger man sig om i landets mange klasseværelser, er der tyndet ud, og langt de fleste af dem, der har meldt sig syge, er aldrig vendt tilbage.

Jeg ønsker mig inderligt, at den usammenhængende og hektiske galimatias og mundsvejr, der hersker over politikerne, holder inde til gavn for lidt lytten og menneskelighed. Vi elsker vores familie, som vi savner, mens vi er væk det meste af dagen, men har ikke overskud til dem, når vi kommer hjem. Vi er dygtige til vores arbejde, men løber så stærkt, at vi bliver syge af det. Tidsånden har været stresset i så lang tid, at symptomerne er blevet til at smage i luften. Jeg kan mærke den i mine lunger, når jeg trækker vejret.”

 
Læs mere

Ordskælv(Facebook)