Over 1.500 flygtninge og migranter har i år mistet livet i Middelhavet i forsøget på at nå til Europa

Det er farligt for flygtninge og migranter at krydse Middelhavet i forsøget på at søge tilflugt i Europa. For hver 100 mennesker, der begiver sig ud på rejsen, er der to, som mister livet undervejs eller meldes savnet. Det viser en ny rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) for perioden januar-juli 2018. Særlig farlig er rejsen for dem, der i den centrale del af Middelhavet sejler ud fra Algeriet, Libyen eller Tunesien med Italien som mål. Her når seks ud af hundrede ikkefrem.

Fra januar til juli 2018 ankom 72.100 flygtninge og migranter til henholdsvis Spanien, Italien og Grækenland efter at have krydset Middelhavet fra Nordafrika eller Tyrkiet. Det er en nedgang på 40 % i forhold til samme periode i 2017, hvor der ankom 121.100 flygtninge og migranter ad søvejen til de tre sydeuropæiske lande. Det fremgår af den nye rapport, Desperate Journeys. Refugees and migrants arriving in Europe January-August 2018, fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Rapporten viser også, at mange dør i forsøget på at komme til Europa. I perioden januar-juli 2018 er mindst 1.512 flygtninge og migranter omkommet i Middelhavet eller meldt savnet. Det svarer til 2,1 % af dem, der nåede frem. I den tilsvarende periode i 2017 blev mindst 2.427 flygtninge og migranter meldt omkommet eller savnet. Det svarede til 2,0 % af dem, der nåede til Europa.

Det er særligt rejseruterne i den centrale del af Middelhavet, der kræver mange dødsofre. Fra januar til juli i år omkom 1.095 flygtninge og migranter i forsøget på at nå frem til Italien, som i samme periode modtog 18.500 flygtninge og migranter. Det betyder, at hver 17. flygtning/migrant omkom undervejs eller er meldt savnet.

Herudover oplyser UNHCR, at mindst 78 flygtninge og migranter er døde på vejen op gennem Europa i perioden januar-juli 2018. Det er en stigning på over 75 % i forhold til samme periode i 2017, hvor 42 flygtninge og migranter omkom på vejen op gennem Europa.


Læs mere

• Desperate Journeys. Refugees and migrants arriving in Europe January-August 2018, UNHCR.org, 03-09-2018