Overlæge: Mennesker skal ikke ‘håndteres’

Vi har mødt overlæge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, til en snak om nutidens menneskesyn. Det er blevet tingsliggørende, mener Hartling. Men der er en modbevægelse på vej…

Overlæge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, mener, at det moderne menneske er præget af en ”håndterbarhedsideologi”, der gør, at vi objektiviserer og overser mennesket.

Men en spirende modbevægelse tager fællesskabet alvorligt, erfarer Hartling.

Mennesket som mål, ikke middel

– En gylden etisk regel er, at man ikke må gøre mennesker til ting. De skal ikke være objekter for ens handlen. De skal ikke være et middel for andre. De skal være et formål i sig selv, forklarer Ole Hartling med reference til den tyske moralfilosof, Immanuel Kant.

– Men hvis man skal sige noget om i dag er det nok, at vi netop forbryder os mod denne gyldne etiske regel, fordi vi betragter mennesker som objekter for vores foretagsomhed: Vi håndterer mennesker. Vi håndterer udlændinge. Vi håndterer handicappede. Politikerne håndterer vælgerne. I den håndtering er der også en afstandtagen til det enkelte menneske og det at se medmennesket som menneske.

– Når vi taler om udlændinge over en bred kam, så er det en objektivisering. ”Sådan er udlændinge. Sådan er muslimer.” Hvorimod vi altid betages af mennesket i det virkelige liv: Personens smil, sorger og bekymringer, siger Hartling, der udover sit arbejde i Etisk Råd også har været dansk delegat ved FN’s Menneskerettighedskommission i Geneve.

Sorg skal ikke ”håndteres”

Illusionen om, at vi altid kan handle os ud af problemerne, gør det blandt andet svært for os at være i lidelsen og sorgen, mener Hartling:

– Jeg er én af dem, der har kritiseret WHO for at have tilføjet ”kronisk sorg” til diagnoselisten, fortæller han. – For det er udtryk for en tingsliggørelse at håndtere sorg som en diagnose. Så snart, vi har en diagnose, så er der en sygdom. Når der er en sygdom, så er der vel en behandling? Så er der måske en pille? Og der står medicinalindustrien klar. Det illustrerer håndterbarhed, fortæller overlægen.

I 2008 mistede han sin hustru gennem 40 år, Lene, og i 2012 sin anden hustru, Katrine. I dag føler Ole Hartling stadig sorg over tabet, men han ønsker ikke at fjerne den:

– Man kan sikkert udvikle en ’sorgpille’. Men jeg har det personligt sådan, at jeg ikke vil af med sorgen. Den hører med til mit liv, at jeg har mistet. Sorgen er proportionel med den kærlighed, som den er udtryk for. Det betød noget. Det skal ikke nedgøres som ingenting. Det skal ikke medicineres væk, forklarer den nu 72-årige enkemand.

Et tingsliggørende menneskesyn

For det er farligt at gøre mennesker til objekter, vi kan håndtere, mener Hartling:

– Vores menneskesyn er blevet tingsliggørende og dermed også brutaliserende. Det er jo en brutal ting at betragte medmennesker som ting, siger han og tilføjer:

– Tingsliggørelsen giver os en håndterbarhedsideologi, hvor vi ikke ser mennesket. Og det er nok vor tids problem, konkluderer Ole Hartling.

Hvorfor er det blevet sådan?

– Jeg tror, at vi har brug for kontrollen. Hvis vi opfatter vores medmennesker som en vaskemaskine med så og så mange programmer, så kan vi jo trykke på de rigtige steder, kontrollere og så kommer der det resultat, vi vil have.

– Illusionen om, at vi kan kontrollere liv og død er nok udbredt, men når man med alderen har oplevet sorger, sygdom og tab, går det op for én, hvor meget, der er givet én, og hvor lidt man i virkeligheden kan nå ved sine handlinger.

– Enhver kvinde, der venter sig, ved, at det bedste, hun kan gøre, er at vente. Selvfølgelig skal man leve sundt, men man kommer jo ikke og siger: ”Nu har du vel husket at etablere babyens nervesystem?” Det vil sige, at skabelse kan ske, uden at vi handler, og det har det moderne menneske måske svært ved at indse, reflekterer overlægen.

Modreaktion bryder tabu

Derfor glæder det også Ole Hartling, at der lige nu findes en modreaktion, hvor det næsten er blevet moderne at tale om sorg.

– Jeg tror, at det er en reaktion mod, at man tit er gået forbi emnet, fordi ”her er der noget, som er for svært at håndtere, og som måske minder mig om min egen forgængelighed,” reflekterer han. 

– Folk har før sagt: ”Vi troede, at det ville rippe op i noget at tale om det”. Men man er blevet klar over, at der ikke rippes op i mere, end vedkommende giver tilladelse til, siger overlægen, og fortsætter med tanke på sin afdøde hustru:

– Jeg vil faktisk gerne tale om dem, jeg har mistet. Jeg vil ovenikøbet meget gerne tale om det. Jeg kan ikke tale om noget kærere. Det er jo derfor, jeg er så ked af, at jeg har mistet min hustru. Dem, der siger: ”Hun var et storartet menneske” og ”Hvor gav hun mig meget”… Jamen, jeg kan ikke høre noget bedre, for det er også det, jeg synes, fortæller han.

Interesse for fællesskabet

Når vi kan tale åbent om sorg, styrker det bevidstheden om, at vi er en del af et fællesskab, forklarer Ole Hartling:

– Vi ser, at vi er sat i et fællesskab, hvor vi hver især er sårbare. Vi er sårbare fæller, siger han.

Det samme ses i den stigende erkendelse af klimakrisens alvor, erfarer Hartling:

– Her ser vi nu, at det faktisk går ud over den enkelte, hvis ikke vi gavner fællesskabet. For hvad er det for en jord, vi efterlader til vores efterkommere? Vi er ved at grave vores egen grav i vores forbrug. Og vore efterkommeres grav. Der er ikke en plan B, og der er ikke en planet B. Vi kan ikke komme et andet sted hen.

– Her kan vi ikke sige, at der ikke er nogle grænser for min individuelle udfoldelse. Det bliver hensynsløst over for det fællesskab, vi ved er så vigtigt, reflekterer den tidligere rådsformand.

– Det optimistiske for mig er, at folk er begyndt at holde igen med forbruget. Vi kan pludselig se, at hvis resten af verden skal have en vestlig livsstil med store biler, så er der slet ikke nok plads på planeten.

Hvad er din opfordring til den enkelte?

– Vi skal drøfte det her med hinanden. Vi skal møde andre mennesker. Vi skal lære at respektere andres kultur og kulturforskelle.  Jeg ved ikke, hvorfor den vestlige livsstil skulle missioneres over hele verden – tværtimod. Vi kan nemlig godt lære noget af de samfund, som dyrker, hvad familien og fællesskabet betyder, mener Ole Hartling.  

– Vi må prøve at skabe afstand til dehumaniseringen. Der er en modbevægelse, og jeg håber at modbevægelsen skaber en større menneskelighed og at menneskesynet bliver menneskeligt, slutter han.