Overvågningens vanvid

Det er ikke den almindelige borger, der skal overvåges, men bandekriminelle, der skal mandsopdækkes. Tryghed henter vi ikke i overvågning, men i overholdelse af Menneskerettighedskonventionen, skriver debattør.

Af Marianne Olsen

Statsministeren taler om tillid og tryghed med sin ene tunge, hvorefter hun taler om kontrol med den anden, for det synes virkelig som om hun har to. Jeg vil ønske at jeg tager fejl, og jeg håber at hendes forståelsespartier vil bringe hende til fornuft. For det er bare et opkog af det gamle ord om at tillid er godt, men kontrol bedre.

I et frit land er borgerne fri for kontrol, indtil de har forbrudt sig. De er ovenikøbet uskyldige, indtil det er bevist at de har forbrudt sig.

Kontrol øger utryghed

Nu vil man forøge forskellige former for kontrol. I mine øjne er det utryghedsskabende.

Justitsministeren siger at det øgede antal overvågningskameraer vil skabe tryghed. Jeg spørger for hvem? I min bevidsthed skaber det øget utryghed.

Måske skaber det tryghed for regeringen? Det er i hvert fald foruroligende at Statsministeren siger, at hun ikke kan gå alle steder i det land, hun skal styre. Og det er endnu mere foruroligende, hvis hun virkelig mener, at det er nye indbyggere i landet der skaber den utryghed.

Jeg er uenig i det synspunkt. Bandekriminalitet skaber utryghed. Så langt er vi enige. Så må det være bandekriminaliteten, der skal bekæmpes med politiets mandsopdækning, ikke med kameraer.

Grænsekontrollens komik

Og endnu en kontrol: Grænsekontrol ved den svenske grænse er komisk, for en forbryder har altid en første forbrydelse at begå. Man kan jo ikke afsløre en forbrydelse ved kontrol, inden den er begået.

Hvorfor er kameraerne utryghedsskabende?

Men man kan spørge hvorfor kameraerne er utryghedsskabende i vores frie land? Når man ikke har gjort noget galt, behøver man ikke være bange for at blive overvåget, argumenteres der.

Det er en meget overfladisk tankegang. Min utryghed har sin kerne i Folketinget: der sidder to partier, der udtrykkeligt vil af med dansk tilslutning til Menneskerettighedskonventionen.

Hvis man ikke længere kan stole på den, kan alt ske: I torsdags, den 10. oktober, gentog Morten Messerschmidt Kenneth Kristensen Berths hadefulde tale om muslimer. DF, der har så stort behov for syndebukke, afslører en holdning, der kan gøre overvågning utryg også for lovlydige borgere. Og nu har Nye Borgerlige sluttet sig til den slags racisme.

Det racistiske hysteri

Når det racistiske hysteri får lov til at vokse, bør vi huske hvad der kan ske, for det er sket før. Det lagde Europa i ruiner for 76 år siden. Det kan ske igen.

Er det virkelig dansk socialdemokratisk politik?