Danske flygtninge lider under hjemmekarantæne

– Det flashback, man får, når man sidder i et rum på den måde er svært, og man kan ikke bare fjerne det fra kroppen, fortæller 24-årige Peshank Kanjo, der lever med PTSD efter borgerkrigen i Syrien.

Af Michala Linn

I 2012 befandt Peshank Kango sig i sit hjem i Aleppo sammen med sin mor og tre søskende. En morgen, da han gik ud på altanen, var gaderne pludselig tomme, og Peshank kunne se militær og oprørsgrupper sprede sig ude i horisonten:

– Jeg går med det samme ind og fortæller det til min mor og spørger: ”Er det nu vi må flygte eller hvad?” Min mor, søster, storebror og jeg går ud på altanen, og lige da min mor er gået ind igen, falder der en bombe cirka fem meter fra os – i bygningen lige overfor.

– Min storebror falder ned på sine knæ, og min søster hjælper ham ind med det samme. Og så ved vi godt, at det er vores tur næste gang. Men vi er fanget, for på den ene side var de islamistiske oprørsgrupper og på den anden side regeringens hær, så vi befandt os midt i sammenstødet og kunne ikke komme væk, fortæller Peshank. 

– Det yderste rum mod gaden var farligt, for det var her bomberne faldt, og man skulle også være tæt på fordøren, så man kunne komme ud. Derfor samledes vi i køkkenet, hvor vi gemte os i mange timer. Vi var meget nervøse, der var ingen el, og det var koldt. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, husker han.

’Man kan ikke fjerne følelsen fra kroppen’

Dette er blot én af de mange rædsler, Peshank oplevede, mens han endnu var i Syrien. Efter isolationsfængsel og flugt fra militæret, lykkedes det ham til sidst at komme med en båd over Middelhavet og komme til Danmark. Men fortidens oplevelser har sat sine spor.

Peshank har, udover fysiske mén fra granatsplinter, udviklet PTSD eller posttraumatisk stresssyndrom. En psykisk lidelse som mange traumatiserede danske flygtninge lever med hver dag.

Symptomerne på PSTD er blandt andet angstanfald, søvnløshed og såkaldte flashbacks. Ydre omstændigheder som lyde, billeder og stemninger kan trigge et flashback, så man med ét er tilbage og genoplever den traumatiserende hændelse:

– Man får det psykisk dårligt, selvom man stadigvæk kan gå ud at handle. Den meste tid bruger man jo på sit værelse. Der er kun de fire vægge. Man kigger på dem hele tiden og har ikke bevægelsesfrihed.

– Det minder om min tidligere oplevelse af at være i syrisk fængsel og af at være fanget i dette her køkken sammen med min familie, fortæller Peshank.

Selvom Corona-situationen i Danmark er langt fra lige så livstruende som borgerkrigen i Syrien, er det nok til at give associationer og reaktioner, som er ude af Peshanks kontrol, forklarer han:

– Det er ikke sådan, at jeg brokker mig over situationen her. Der er jo ikke bomber, fængsel og militær at være bange for. Men den følelse og det flashback, man får, når man sidder i et rum på den måde igen. Det er faktisk ret svært, og man kan ikke bare fjerne det fra kroppen, forklarer han.



Ensomhed og koncentrationsbesvær

Peshank Kangos mor er stadig i Syrien, og hans bror formåede at flygte til Irak. Derfor er Peshank alene i Danmark. Og den følelse bliver forstærket, når man er i karantæne, fortæller han:

– Det er rigtig svært, når man er alene her. Man kan ikke mødes med sine venner. Og jeg kan ikke besøge andre – dem der har familie. Så for mig føles karantænen ekstra hård, erfarer han.

– Man har ingen mennesker at tale med – i hvert fald ikke om alt. Jeg har nogle venner, jeg kan tale med. Men det er ikke alle mennesker, der kan forstå det her, hvis man ikke selv har været i krig, forklarer han.

Peshank har arbejdet hårdt for at skabe sig en fremtid, siden han kom til Danmark i 2012. Han har lært dansk, taget 9. klasse på VUC og studerer i dag på HF, så han kan komme ind på drømmestudiet og blive pædagog. I øjeblikket læser han, som så mange andre, på fjernstudie:

– I øjeblikket kan jeg kan bevæge mig fra sofaen til stuen og lave lidt lektier, men jeg kan ikke rigtig følge med i de der online-kurser. PTSD gør det også svært for mig at kunne fungere i de her svære tider, siger han.

 Håber på større empati med flygtninge

Peshank håber, at Corona-krisen vil give danskerne et lille indblik i, hvad flygtninge er gået igennem:

– Det er sjovt at se, hvordan folk reagerer i forhold til at hamstre. Dengang vi flygtede, tænkte vi ikke på mad. Vi ville jo bare gerne overleve og undgå bomberne. Men i dag vil folk gerne overleve og undgå at sulte. Så selvom situationen er helt anderledes, er det den samme mekanisme, reflekterer han.

Og på samme måde som vi i dag har behov for at tale om de afkald og svære situationer Corona-krisen forårsager, har flygtninge behov for at tale om deres sorger, tab og bristede drømme: 

– Jeg håber også, at de mennesker, som brokker sig over, at vi flygtninge kommer hertil, kan forstå os mere nu. For selvom vi i det store hele har det godt i Danmark, er folk alligevel trætte af ikke at kunne gå ud. Så må vi flygtninge også have ret til at ærgre os over at have mistet familie, venner, vores hjemland og vores uddannelse, fremtid og børn og alt muligt. For så snart vi taler om det, får vi at vide, at vi skal holde op, for nu er vi jo i Danmark, erfarer Peshank Kango.

– Jeg håber at folk lærer noget af denne her krise. At de kan forstå, hvorfor vi flygtninge har behov for at tale om det, der er svært og fortælle og dele vores historie, afslutter han.

Læs også om Peshank Kangos ophold i et syrisk fængsel.