Pia Kjærsgaards fornemmelse for fremmede

ANALYSE: DF-profilen langer ud efter etniske minoriteter ud fra hvad hun ser, hører og læser. Men har hun mødt dem i virkeligheden?

Af Svend Løbner, redaktør

Pia Kjærsgaard begår fejlslutninger og spreder fake news i debatindlæg i Politiken. Den markante DF-profil er frem for alt sanselig og bygger derfor sin argumentation på, hvad hun ser, hører og læser.

Men denne læser kommer i tvivl om, hvorvidt partistifteren er i direkte kontakt med de borgere, hun omtaler? Og spørger: Hvor trygge er vi danskere ved et parti hvis indflydelse bygger på følelser og fornemmelser?

”Danmark er ved at blive forvandlet til et indvandrerland,” påstår hun. Her begynder fejlslutningen. Danmark har altid været et indvandrerland helt fra dengang vores forfædre vandrede herop og ind i det område, vi kalder Danmark. Hvis hun mener indbyggere med minoritetsbaggrund, så kan hun ikke skære alle over en kam og kalde den indvandrere. For rigtig mange er født her i Danmark, taler dansk og føler sig danske. Og som direktør Niddal El-Jabri skriver i et modindlæg i Politiken: Verden er blevet mere farverig, men ikke mindre dansk!

Mere føleri end fakta

Pia Kjærsgaards fornemmelse for fremmede bliver til føleri fremfor faktuel argumentation, og her begynder en lavine af fake news: På Nørrebro skal man kunne arabisk for at tyde navnene på butiksfacaderne, på Fisketorvet skal man ”spejde længe efter etniske danskere”, ”araberdrenge skaber utryghed” på rulletrapperne, og bliver man sulten ”kan man ikke finde en tjener, der taler dansk”.

DR Detektor afslører løgnen: Ja, der er skilte på arabisk på Nørrebro, men der er samtidig skilte på dansk og engelsk. Så Pia og andre pedantiske personer farer næppe vild. Og ja, Fisketorvet har andre kunder end etnisk danske, men en butiksindehaver svarer Detektor, at det kun drejer sig om 20 procent. Og skaber ”araberdrenge” utryghed? Som et velbesøgt shoppingcenter finder der naturligvis ”uhensigtsmæssige episoder” sted, indrømmer centerchef Casper Didriksen von der Ahé. ”Vi kan dog ikke genkende generaliseringen af, at det er én bestemt gruppe, der står bag,” fastslår han.

Mere politik end virkelighed

Med andre ord: Pia Kjærsgaard ser, hører og læser det, hun med sine forudindtagede holdninger og fordomme vil se. Det kan være ganske uskyldigt. Overvejer jeg at købe en Volvo, får jeg øje på et væld af Volvo’er på vejene. Er jeg betaget af farven okkergul, kan jeg ikke indgå at lægge mærke til den på de husfacader, jeg kører forbi. Og med negativt fortegn: Er jeg bange og bekymret for nytilkomne fra fremmede himmelstrøg, ser jeg dem overalt.

Det er måske det, der sker for Pia og partitoppen i det parti, der år efter år ikke har andet at byde på i udlændingedebatten end ”send dem hjem”. De ser virkeligheden ud fra deres vedtagne politik. Og når de ser et mere farvestrålende Danmark, overvældes de så meget af følelser, at de overser fakta, og styres så meget af frygt, at de overdriver tilstedeværelsen af borgere med anden kulør, kultur og klædedragt end den nordiske.

De er er hele tiden på stikkerne. Radaren bipper. Og vreden lurer. Pia Kjærsgaard er i hvert fald tydeligt irriteret over taxachaufføren ”med mellemøstlig baggrund” og kassedamen ”der har iklædt sig islams banner – hovedtørklædet”.

Glemmer det store billede

Det er såre sanseligt – og det indrømmer Kjærsgaard også i sit indlæg. Vi skal ikke blot lytte til meteorologens beregninger; vi skal kigge ud ad vinduet og betragte vejret. Oversat: Vi skal ikke lytte til forskning og blive klogere på det brede og mere nuancerede billede, og vi skal heller ikke, som hun siger, ”fortabe os i Excel-ark”, men blot kigge ned på gaden og se på mennesker med en anden kulør, en anden kultur og anden beklædning end vores egen.

Pia Kjærsgaard nævner behændigt statistikker om højere kriminalitetsrate hos etniske minoritetsmænd end hos mænd generelt i Danmark. Men undgår at nævne, at tallene er på retur, og slet ikke det forhold, at fattigdom og identitetskrise er typiske udfordringer og medvirkende årsag til kriminalitet i første og anden generation af nytilkomne. Tallene udjævnes over tid. Det er almindelig viden og dokumenteres af bl.a. journalist Doug Saunders i bogen Myten om den muslimske invasion (Vindelsti 2014).

Spørgsmålet er: Hvor trygge er vælgerne ved politikere, der lader sig styre af følelser og fornemmelser i en grad, så det går ud over fakta. Hvor trygge er vi ved et parti, der er blottet for konstruktive løsninger på noget som helst. Og med de to forhold i betragtning: Hvor trygge er vi ved politikere, der sætter eget partiprogram højere end medmennesket?