Pinsens budskab: Alle hører til et sted

Danmark er et vidunderligt og pragtfuldt land, men er desværre plaget af forskel på, hvem man er og hvordan man lever i Danmark, skriver sognepræst.

Af Asser Skude, sognepræst

Juni 2020 bliver nok anderledes for de fleste af os allesammen. For mit eget vedkommende ved jeg, at den allerede nu bliver anderledes.

Normalt er jeg på Christiania i København for at markere Minoriteternes Dag med en Grundlovs tale – iført præstekjole – hvor jeg forsøger at tale de udsattes sag, være de udsattes stemme. Desværre bliver de svageste ikke hørt eller set, men nærmest ignoreret – sådan groft sagt – i vores samfund. Ironisk nok taler mange udsatte om at Grundlovene er Danmarks ”riges” lov, en lov som tjener de rigeste, men ikke de fattigste.

Juni 2020 plejer jeg også at deltage i præstekjole på Folkemøde på Bornholm, hvor jeg sammen med de hjemløses organisation SAND og de hjemløses avis HUS FORBI sætter fokus på udsattes vilkår i Danmark. For nu fem år siden gik vi f.eks. i procession med en åben kiste med en person i, mens Kim Larsen og Leif Sylvesters sang ”Om lidt bliver her stille” blev afspillet. Vi gik op til kirken, holdt mindeandagt på kirketorvet og bad for en bedre tid for hjemløse og vi gik tilbage igen foran scenen, hvor følget standsede op og personen i kisten rejste sig og tog bladet fra munden. Vi ønskede at sætte fokus på den lave gennemsnits levetid for danske hjemløse, kun 51 år, og kun 34 år hvis den hjemløse kommer fra Grønland, ikke har uddannelse eller job. Næsten ufatteligt, ikke til at forstå at det er Danmark i det 21. århundrede.

Juni 2020 for mig bliver uden Folkemøde og uden Grundlovstale på Christiania, men det er som om at 2015 kommer tilbage til mig som ”flashback”, da jeg i juni 2020 skal begrave en grønlandsk fyr i trediverne samt en midaldrende dansk hjemløs, faktisk selv samme person, som lå i kisten dengang på Folkemøde 2015 og endda med samme kiste som han fik lov at få med hjem efter eventen – fremsynet som han var, realistisk som han var – om at udsatte ikke bliver gamle.

Danmark er et vidunderligt og pragtfuldt land, men er desværre plaget af forskel på, hvem man er og hvordan man lever i Danmark. Og jeg har ingen løsning på, hvordan det bliver anderledes, men jeg har bemærket – ligesom avisen HUS FORBI har skrevet om i sit seneste nummer – at danskerne er blevet bedre til at hjælpe hjemløse og se på dem med nye øjne, det glæder mig naturligvis.

Og selvom man ikke kan lave en grundlov imod fattigdom, ensomhed, svigt, isolation og tidlig død, så kan vi måske prøve at tænke det ind fremadrettet i vores syn på hinanden, ikke kun i forhold til hjemløse, men til alle danskere, uanset rig, fattig, høj eller lav, dem vi møder på gaden, arbejder sammen med, er i familie med osv. Ingen har fortjent at ryge ud af fællesskabet. Og sker det alligevel, må vi prøve at få dem tilbage.

For mig at se er pinsens budskab vigtigere end nogensinde. Pinsens budskab handler om at vi alle sammen hører til et sted. Vi er alle kaldet til et fællesskab, identitet og sammenhold – i kraft af det kristne budskab, som bringer os sammen. Det er budskabet om at ingen skal gå alene, men skal høre til et sted.