Politikere bør fastholde retten til omskærelse

KRONIK: Borgerforslag om forbud mod omskærelse bliver nok ikke vedtaget i næste uge. Vigtigt at bevare religionsfriheden, mener lektor, der har jødisk baggrund.

Kronik af Marianne Olsen, fhv. lektor i religionskundskab på Herlufsholm Gymnasium

I næste uge skal det borgerforslag til afstemning, der foreslår forbud mod omskærelse af spæde drengebørn i Danmark. Det ser ud til at det heller ikke denne gang bliver vedtaget, og at religionsfriheden og demokratiet vægtes højere end forbud. Alligevel er det vigtigt at vi tager alle overvejelser med i betragtning, inden debatten begynder igen. For det er en giftig debat.

Indrømmet sårbarhed viser styrke

Da Jonatan Møller Sousa mandag den 7. september i aftenshowet på DR1 fortalte om sin glæde ved at tilhøre det jødiske folk og glæden ved at hans forældre havde ladet ham omskære som spæd, så jeg for første gang i umindelige tider hvordan en indrømmet sårbarhed manifesterede styrke. Sårbarhed fordi han ved at han er i mindretal, og fordi hans vedholdenhed i fortællingen om sit tilhørsforhold ikke vaklede, skønt journalisten påtog sig en styrende rolle med et tydeligt minespil af forfærdelse, som han på ingen måde ville hverken imødegå eller forhindre.

I slutningen af det forhørsagtige interview bliver Jonatan Møller Sousa spurgt om han vil lade sine sønner omskære, og han svarer at det kommer an på moderen. Der er endnu ingen mor til hans eventuelle sønner. ”Moderen er meget vigtig, ” siger han.

Det var lige den situation og den dybe respekt for moderen i jødedommen, som fik mig til at tænke helt væk fra taktiske eller storpolitiske konsekvenser af et eventuelt forbud og udelukkende tænke eksistentielt. Med ét bliver jeg bragt dybt ind i mit eget liv, for det må have været akkurat hvad mine forældre tænkte, da de besluttede at dele deres liv med hinanden, ligesom det er den uafviselige holdning, jeg selv har bragt videre til mine børn.

Mine forældre valgte, at jeg skulle opdrages kristent

Da mine forældre, min jødiske far og min kristne mor, giftede sig i 1941, skulle de bestemme hvilken religion deres børn skulle opdrages i, og de besluttede da at børnene skulle opdrages kristent. Derfor blev jeg døbt i 1943 dagen før min far måtte flygte til Sverige, hvortil vi, min storebror, min mor og jeg senere blev familiesammenført.

Da jeg selv fik børn, forklarede jeg dem, at når de var døbt som spæde, hang det sammen med at jeg kun kan forestille mig livet som et kristent liv, derfor også mine spæde børns liv som kristne liv. Det betyder ikke – og har aldrig betydet – at jeg bilder mig ind at Vorherre er kristen, eller at han, hvis han findes, ikke skulle kunne kalde børnene til andre livsindhold. Hvad jeg fuldhjertet står inde for, er at moderen har afgørelsen. Desuden har jeg vist tiltro til at de nok klarer den side af sagen, hvad de også har gjort.

For mig har det aldrig betydet at der skulle være krig mellem jødedom og kristendom, og når jeg senere blev religionslærer, var det også for at studere alle de andre forskellige veje mennesker finder til Gud, eller hvis man hellere vi se det på den måde – Gud finder til mennesket.

Vi skal opdrage vores børn med de fortællinger, der er vores

For selvfølgelig skal vi opdrage vores børn med de fortællinger og det indhold som er vores. Vi kan ikke tillade os at overlade dem til et tomrum, så snart de har forladt livmoderen. Selvfølgelig skal den jødiske søn omskæres, hvis hans forældre er enige om at han skal høre til det jødiske folk, og selvfølgelig skal det kristne forældrepar lade deres barn døbe, så barnet kan blive indpodet i Kristus.

I et demokratisk land er religionsfrihed en selvfølge. Jeg er selv både jøde og kristen, og jeg er lykkelig for at både Jesus og min egen far var omskårne, så der ikke kunne være tvivl om deres menneskelige tilhørsforhold, ligesom det altid har harmet mig når jeg hørte at nogle kristne forkyndere talte om Jesu fjendskab imod en lov som han ifølge min tro tværtimod opfyldte, og hvis tale altid var i overensstemmelse med de gamle profeters.

Jeg glemmer ikke mine muslimske medmennesker

Min fars slægt kom til Danmark i begyndelsen af forrige århundrede for at gavne samfundet og skabe sig selv en tålelig tilværelse. Min far og alle mine jødiske venner har gjort Danmark til et bedre land, end det ville have været uden dem. Skal de nu kriminaliseres?

I mine mismodige stunder har jeg tænkt på at jeg vist har lov til at emigrere til Israel, men bortset fra at man der i hvert fald ikke kriminaliserer omskårne og formentlig aldrig vil kunne drømme om det, synes jeg at det land er mindst lige så elendigt styret, som jeg synes at Danmark er, og så er vi lige vidt.

Her har jeg talt for religionsfrihed i jødedommen, fordi det er i et jødisk-kristent miljø jeg selv er vokset op. Men jeg har ikke glemt mine muslimske medmennesker, hvis religionsfrihed jeg vil forsvare lige så varmt.

Det er ganske interessant at gå helt tilbage i historien og se diskussionerne, da nogle jøder blev Kristustroende, det vil sige at nogle omskårne var overbevist om at Jesus var den Messias, de havde ventet på. Den politiske situation var betændt, og de troede at Kristus snart ville komme tilbage, kort sagt, de troede at dommedag var nær. Derfor gjaldt det om at alle, eller i hvert fald så mange som muligt kunne komme til tro på den levende Gud der ville frelse verden.

Politikere bør forstå værdien af religionsfrihed

På den tid var omskærelsen også et problem. Jøderne var omskårne, det var grækerne ikke. Paulus, der udbredte kristendommen, har i sin generation, som han mente skulle blive den sidste, indset at hvis hans betingelse for at få grækerne til at omvende sig, forlangte at de skulle omskæres, så ville hans religion ikke have en chance. Derfor blev det bestemt at omskærelse ingen betydning havde for den Kristustroende. Og nu er det sådan i kristen tankegang, at det er uden betydning, om mænd er omskåret eller ej. De må godt være det – mange, især i USA er det – men det har ingen religiøs betydning.

Skulle det en dag ske at jøder og muslimer ønsker en symbolsk omskærelse, sker det dog ikke, fordi nogle udenforstående synes at det er en god ide. Det må enhver med blot nogenlunde psykologisk indsigt kunne begribe. Den slags kan kun ændres indefra. Jeg tror at det aldrig vil ske, for der er så meget der taler for at det var et godt møde, Abraham havde i mytisk tid med Guddommen. Men det sker i hvert fald ikke i et land, hvor man vil forvandle frihed til forbud.

Mit ønske for Danmark er at de folk, vi har sat til at bestemme, forstår religionsfrihedens værdi. Den kan efter min mening ikke overvurderes. Og husk: ingen jøde eller muslim vil i dagens Danmark påtvinge dem, der finder ritualet barbarisk, at lade sig omskære. Så tag det roligt. Lad vores forfædre, som dog har gavnet dette lille land, ligge roligt i deres grave.