Præst og imam supplerer hinanden til patienternes bedste

LONGREAD: Christian Busch og Naveed Baig yder sjælesorg til patienter og pårørende med forskellig religiøs baggrund. Og så inspirerer de hinanden teologisk.

Af Svend Løbner og Michala Linn

Christian Busch er hospitalspræst på Rigshospitalet. Naveed Baig er imam og koordinator for etnisk ressourceteam samme sted. En samtale mellem de to skal vise, at de har meget til fælles, men også at der er nuancer og forskelle mellem deres religiøse baggrunde. Netop forskellene kan de lære og inspireres af fortæller de samstemmende.

Humøret er højt, da vi møder dem på Rigshospitalet i København, hvor Christian har sit eget kontor med mødebord og Naveed må nøjes med lidt mindre plads i et lokale sammen med andre sundhedsmedarbejdere.

Foto: Rigshospitalet

Kaffen er hældt op, og samtalen veloplagt mellem de to sjælesorgseksperter. Naveed kalder Christian for ”en af de førende inden for sjælesorg”, mens Christian kalder sig ”en af dagligdagens glade klinikere”.

Gulvbrædderne er væk!

Hvad er det første spørgsmål og behov, I møder, når I får kontakt med en patient i krise?

– At blive syg er at miste følelsen af usårlighed og dermed også følelsen af kontrol. En kvinde sagde til mig: ”Nu har jeg ikke bare fået revet gulvtæppet væk under mig. Nu er gulvbrædderne også væk!” Man mister fornemmelsen af at have sikker grund under fødderne, forklarer Christian.

Det kan godt være, at sygeplejerskerne og lægerne føler, at de har styr på situationen, fortsætter han. Men patienterne føler, at de mister sig selv.

– Der kommer angsten ind og sætter gang i alle spørgsmålene: ”Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort, siden det rammer mig? Er det en straf? Hvor er Gud henne i det her? Ender det med, at jeg dør? Hvad er døden? Hvad sker der, når man dør?”

Kan du genkende det, Naveed?

– Ja, muslimer har de samme spørgsmål: ”Hvor er Gud i det her?” og ”Hvorfor mig?” Nogle er længere fremme i refleksionerne og kan nærmest konstatere: ”Jeg ser det som Guds plan. Det er min skæbne og min lod. Det skal jeg prøve at acceptere, ikke sandt?” Og så prøver de at få en accept fra mig som sjælesørger.

– De håber, at jeg kan byde ind i den fortælling, de allerede har om sig selv, og give dem en tryghed i, at den måde de ser sig selv, er rigtig. Selvom jeg jo ved, at der ikke er noget rigtigt på den måde. Men det er deres udgangspunkt, og det skal jeg tage alvorligt.

Christian Busch opfordrer patienter og pårørende til at gøre deres drømmefortælling til en kærlighedsfortælling. Foto: Svend Løbner

Kærlighedsfortællingen

Christian supplerer:

– Når vi mennesker mister usårligheden, mister vi faktisk også selvforståelsen. Så jeg siger: ”I har drømt om, at få verdens bedste fortælling. Nu har I fået en helt anden fortælling.” Det kan være forældre til et barn, som har fået kræft eller som er født med et handicap, og som måske ikke kan leve. Så siger jeg noget i retning af: ”Så må I gøre den fortælling, som er jeres reelle virkelighed, til en kærlighedsfortælling.”

– Forældrene har som regel et klart billede af drømmefortællingen. Det var at passe på barnet og beskytte det mod alt ondt i verden. Og det værste for forældre i den situation er at opleve magtesløsheden over ikke at kunne beskytte sit barn. Fordi drømmefortællingen er så tydelig, er det enormt hårdt at få en alternativ fortælling. Men der tænker jeg, at: ”Nu kan jeg gå ind og være medfortæller på den fortælling, de nu har fået.” Gøre den til en kærlighedsfortælling og sige, at vi i dåben gør barnet til Guds barn. Det betyder, at det får del i en fortælling, som varer fra evighed til evighed, og at der er en Gud, som tager sig af barnet. Barnet bliver sat ind i en universel fortælling.

Men tilgangen om fortællinger bruger Christian Busch ikke kun når det handler om et barn. Han tænker om alle syge og kriseramte: ”De har fået en anden fortælling, end den de har forventet og drømt om.”

– Jeg talte med en mand, der havde fået kræft, som sagde: ”Det her var jo ikke en del af planen.” Og så spurgte jeg: ”Nej, for hvad var det planen var?” Så siger han: ”Jamen sidste år gik min kone på efterløn, og nu skulle jeg til at gå på pension, og så skulle vi rigtig til at leve livet og rejse. Men så kommer denne her kræftsygdom og ødelægger det hele.” Også her er drømmefortællingen klar. Så gælder det om at italesætte sorgen over, at have mistet den. Dernæst at få skabt denne her anderledes fortælling ud fra den reelle situation, man står i. 

Muslimer kan lettere acceptere det, der er hændt dem. For Guds plan er noget, de er opvokset med, siger Naveed Baig. Foto: Svend Løbner

At finde mening i lidelsen

– Ud fra det, du fortalte, Naveed, lyder det som om, at muslimske patienter er hurtigere til at sætte deres situation ind i en universel fortælling?

– Ja, jeg hører det selv. Og jeg taler med sygeplejersker, som fortæller mig, at muslimske patienter nogle gange har en forståelse af, at der er en mening med sygdommen. De kan lettere acceptere det, der er hændt dem. For Guds plan er noget, de er opvokset med. At de skal lære at hengive sig.

– Islam er jo en religion, hvor man hengiver sig til noget større. På den måde er det jo egentlig Guds skæbne, man hengiver sig til. På trods af, at der stadig er et drømmescenarium om villa, Volvo og vovse, kører der parallelt en Guds plan og Guds fortælling om én. Nogle gange bliver man mindet om Guds fortælling, når man bliver berørt af livet, når man rammes af sygdom, krise og skilsmisse. Der er noget andet, der kører ved siden af, og det skal man på en måde forene sig med og hengive sig til.

Kan du genkende det fra troende kristne, Christian? 

– Nogle er mere afklarede med deres tro end andre. Jeg kan huske nogle forældre, der havde et forfærdeligt sygt barn. De boede i lang tid på stue med en muslimsk familie, som også havde et sygt barn. Faren fortalte, at der ikke sker noget, uden at Gud er med i det. Og så svarer denne gammeldansker, som betegner sig selv som ateist, at han faktisk savner at have den form for mening.

– Det er meget vanskeligt for mange kristne at se mening i sygdommen. De beskæftiger sig mere med, hvordan man kan finde mening i situationen end meningen med selve sygdommen, hvor man ser den som en Guds indgriben. Vi ser mere Gud som den, der bærer os gennem de vanskeligheder, vi oplever gennem tilværelsen.

Patienten skal selv definere sin prøvelse

Naveed Baig kan genkende situationen, men forklarer, at muslimer ikke ser forskel på meningen med og meningen i noget.

– Selvom det er to forskellige ting, har man en mere holistisk tilgang om, at alt kommer fra Gud og alt skal tilbage til Gud. Det er jo det hele: Vores krop, sygdom, liv og vores goder. Det tilhører Gud, for vi har ikke selv valgt at være her. På den måde er det bare den lod, vi har. Derfor vil muslimerne sige: ”Det er Guds vilje, og vi prøver at acceptere det.”

– Der er også nogle, der er vrede på Gud. De har været gode muslimer hele deres liv, så hvorfor skulle det ramme dem? Men fortællingen er, at Guds plan er den bedste for én, og den skal man lære at håndtere og acceptere. Men hvad hvis man ikke kan bære det? Hvad sker der så?

Christian Busch supplerer:

– Prøvelser er kun noget, man kan udtrykke i første person, altså: ”Jeg oplever dette her som en prøvelse”. Som præst kan jeg ikke gå rundt og sige til folk: ”Du bliver prøvet”. Det går ikke. Det kan godt være, at jeg siger: ”Gud prøver ikke nogen udover deres grænser,” men at individualisere det og sige: ”Den sygdom, du oplever, må du se som en prøvelse,” det vil jeg ikke.

– Det kommer an på, hvor de selv er henne, siger Naveed Baig. – Hvis de nu spørger mig: ”Hvad mener du, om det der sker?” så ville det ikke være uvirkeligt at sætte det i sådan en ramme – men uden at sige det direkte. Det kommer meget an på, hvor de selv er henne.

– I min tradition og religion er meget implicit, at der er en mening med det hele. Så selv i kaos, er der en form for mening, vi skal prøve at sætte os ind i. Det kan godt være, at man aldrig finder meningen. Men om der er en mening et eller andet sted – det må vi spørger Gud om på dommedag.

Forståelse, tolkning og lindring

Hvad er det bedste, I to sjælesørgere kan give et menneske i krise?

Christian begynder:

– Jeg tror, at jeg kan hjælpe folk med tolkning. Sjælesorg er at give et menneske en forståelse, der hvor det har mistet forståelsen af sit liv. Som præster og teologer er vi vældig godt uddannede til at tolke tekster. Et menneske er for mig en levende tekst. Jeg har lært at tolke græske og hebraiske tekster, men det, jeg møder i min dagligdag, er levende tekster, som skal hjælpes. Hvis jeg kan gøre noget godt, så er det at give dem en ny forståelse der, hvor de har mistet forståelsen for deres liv.

Tolkning er én ting, nærværet noget andet og vigtigere, mener Naveed Baig:

– Sjælesørgerens skal støtte og møde den anden, der hvor han eller hun er. Jeg tror ikke, at patienter og pårørende egentlig ønsker et svar lige på det med meningen, for det ligger der allerede implicit. Det handler snarere om, hvad vi så gør nu? Min opgave er at give dem trøst og lindring.

Naveed Baig og Christian Busch inspirerer hinanden teologisk i sjælesorgsarbejdet med patienter og pårørende på Rigshospitalet. Foto: Svend Løbner

Ritualer og traditioner

Har I lært noget af hinandens forskellige kulturelle og religiøse baggrunde?

– Jeg tror kun, at det er mig, der har lært noget af Christian, smiler Naveed, inden Christian svarer:

– Jeg vil da sige, at islam rummer en formfast tro. For eksempel i bønnen er der en formfast ritualisering af troen, som vi ikke har i vores almindelige folkekirkelige sammenhæng. Der taler vi om privatiseringen, og at troen er blevet gjort indvendig i os.

– Hvad med gudstjenesten? Er det ikke en ritualisering? indvender Naveed:

– Jo, bestemt. Og det er det ene ritual, vi har, svarer Christian og tilføjer:

– Jeg er så ked af, at nadver på sygelejet er skrumpet ind. Det har ændret karakter. I begyndelsen af min karriere for 30 år siden havde jeg altid et særkalkesæt stående, fordi jeg altid skulle have det med op på afdelinger, og tage ældre sengeliggende til nadver og hele familier, når de skulle tage afsked med en af deres pårørende. I dag står det og tørrer ind…

– Der er tale om et traditionstab. Nadver er blevet til noget helt andet. Det betyder, at jeg er medlem af fællesskabet. Det handler ikke om den individuelle synders forladelse. Der ligger ikke det der skriftemålselement i det længere, hvor patienten siger: ”Hvor er jeg glad for at Gud vil holde denne her nadver for mig.” Det er forsvundet bare på én generation.

Formløs dynamik

Naveed, du sagde, at du havde lært en masse af Christian?

– Jeg tror, at det har noget med historien og sjælesorgstraditionen at gøre. Den har ikke været institutionaliseret i islam, og derfor er imamer og muslimske teologer typisk ikke uddannede i sjælesorg. Den ligger selvfølgelig implicit i teologien, fordi vi skal tage os af de svage. Men som disciplin har den ikke på samme måde været organiseret, som den har været her. Jeg har lært meget gennem præsterne her og de aktiviteter, vi laver sammen.

– Nu nævnte Christian det med, at vi muslimer har form. Men der er også noget i det formløse, altså at vi ikke har en fast struktur, som jeg synes er smuk. For eksempel sjælesorgens dynamik, at der ikke er kategoriske svar… Det er noget af det, jeg har lært. Det at være flydende og kunne rumme. Så er der nogle centrale temaer som håb, længsel, vrede, vemod og kærlighed, som jeg har fået dybere indsigt i ud fra den måde, man taler om det i kristen teologi. Der er også noget teologisk, der er rykket i mig, efter jeg har mødt Christian og kristendommen her på sygehuset. Og så ikke mindst deres væremåde: Deres nærvær og det sprog, de bruger, hvor de kan komme utrolig tæt på deres patienter, pårørende og personale gennem supervision. Der er en meget fin og subtil nænsomhed. Det har jeg ikke kun lært af. Det er jeg også blevet inspireret af.