Rapport: Antisemitismen er støt stigende

Graffiti på gravplads i Randers og jødestjerner på flere postkasser var ikke enkeltfænomener, men en koordineret kampagne, der varsler øget antisemitisme i Norden. I Danmark er antisemitiske hændelser steget med 50 procent på et år.

Det Jødiske Samfund har registreret flere tilfælde at antisemitiske hændelser i 2018. Og der er flere tilfælde af grove hændelser som overfald og hærværk i forhold til året før

Det viser en ny rapport fra Det Jødiske Samfunds Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH). Rapporten indikerer, at antisemitismen er et stigende problem, efter at der har været færre episoder i årene umiddelbart efter terrorangrebet på Københavns Synagoge og Krudttønden i 2015.

“Rapporten giver et billede af, at der en negativ udvikling, som må tages meget alvorligt,” siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein. ”Ud fra de ting, vi kan registrere, er det bekymrende. Der er et stort mørketal på det her område, og der er er episoder, som vi ikke har kendskab til. Der er også mange episoder, politiet heller ikke får kendskab til.”

Nordisk konspiration

Samtidig er graffiti på 80 gravstene på en jødisk gravplads i Randers og flere påklistrede jødestjerner på postkasser landet over ikke enkelte antisemitiske hændelser. På 81-årsdagen for Krystalnatten i Tyskland den 9. november var hadforbrydelserne led i en koordineret kampagne over hele Norden, vurderer den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Stockholm.

”Med det her prøver de at vise, at de er stærke i alle lande, at der findes en handlingskraft, og at det kan eskalere til sager, der er mere voldsomme. Det er derfor, det er en koordineret operation,” siger han til Dagbladet Information. Han mener, det er en nynazistisk organisation, der står bag.

Stigning på 50 procent

De antisemitiske hændelser er blot de seneste i et stigende antal af slagsen i Danmark. Det Jødiske Samfund har registreret 50 procent flere antisemitiske hændelser i 2018 i forhold til 2017. De 45 antisemitiske hændelser er det højeste antal siden 2015.

Hændelserne drejer sig om overfald, fysisk chikane, hærværk, antisemitiske ytringer og diskrimination, Der var fire overfaldsituationer i 2018 mod to i 2017.

“Det er svært at fastslå entydigt, hvad der er årsag til denne stigning. Vi oplevede en enorm sympati og støtte efter angrebet i 2015. Og det samme gør vi helt aktuelt i forbindelse med de episoder, der har været i forbindelse med årsdagen for Krystalnatten. Men i hverdagen kan der godt være en tendens til, at konflikter, som ikke direkte har noget med danske jøder at gøre, smitter af på stemningen i samfundet,” siger Henri Goldstein.

Læs hele rapporten her.