Regeringen dropper Lindholm

Regeringen dropper endegyldigt Lindholm som udrejsecenter for kriminelle udlændinge, skriver Politiken.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) standser endegyldigt planer om udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en e-mail til dagbladet Politiken.

– Det er ret dyrt at sejle kriminelle udlændinge i pendulfart mellem Lindholm og fastlandet. En overnatning på øen koster det samme som en overnatning på et luksushotel, siger ministeren og tilføjer:

– Nu går vi i gang med at finde en billigere løsning. Kriminelle udlændinge er ikke velkommen i Danmark. De skal rejse hjem. Jeg er klar til at gå meget langt for at sikre det. Men det skal være politik, hvor vi bruger pengene fornuftigt, skriver Mattias Tesfaye.

De årlige udgifter på Lindholm vil ifølge ministeriet løbe op i en million kroner per person. Lige nu koster hver person samfundet 300.000 kroner på eksisterende udrejsecentre.