Religionsfriheden skal vende rigtigt

LEDER: Nogle tror, religionsfrihed betyder, at trossamfund har frihed til at undertrykke kvinder og minoriteter. Men begrebet vender lige modsat. Religionsfrihed er frihed for alle til at tro eller ikke tro, som enhver nu ønsker det.

Af Svend Løbner, redaktør

Jeg lærte noget nyt ved en nylig online konference arrangeret af Udenrigsministeriets Enhed for Tros- og Religionsfrihed: Nogle af verdens mange trossamfund misbruger religionsfrihedsbegrebet til med en patriarkalsk fortolkning af helligtekster at undertrykke kvinder. Og med sekteriske tilbøjeligheder at forfølge religiøse og etniske minoriteter.

Konferencen havde 120 deltagere fra det meste af verden, og oplægsholderne kom fra både Danmark, Norge, England, Holland og Indien. Temaet var koblingen mellem artikel 18 i FN’s Menneskerettighedserklæring, Religionsfrihed, og det 5. af FN’s globale verdensmål: Ligestilling mellem kønnene.

Fra Danmark fremlagde Marie Juul Pedersen fra Institut for Menneskerettigheder sin rapport fra marts 2020 om forholdet mellem religion og diskrimination. Rapporten giver grelle eksempler: I Kina udsættes kvinder fra det muslimske uiguriske samfund for voldtægt og tvungen sterilisering i de såkaldte ‘genuddannelseslejre’. I Egypten diskriminerer religiøse familielove om ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed over for børn både kvinder og religiøse mindretal. I Frankrig er forbuddet mod fuld ansigtsdækning uforholdsmæssigt stort og påvirker muslimske kvinders religiøse udfoldelse. I Rusland gør love mod ‘fremme af homoseksualitet’ det vanskeligt for LGBT-mindretal at samles.

Dette er blot nogle få eksempler på de mange måder religionsfrihed og ligestilling krydser hinanden. Og hvor en patriarkalsk fortolkning af religionen bruges som belæg for undertrykkelse og diskrimination.

Det er en gåde, hvordan det gode, det smukke, det dybeste og det mest ophøjede kan bruges til at trykke andre mennesker ned og øve vold imod dem. Og at man ovenikøbet misbruger begrebet religionsfrihed til at legitimere sin egen formørkede tankegang og forkastelige handlinger.

Det er grund til igen-igen at minde om, hvad religionsfrihed er. FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 bruger denne formulering i artikel 18:

”Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.”

Religionsfrihed handler altså ikke om at religiøse samfund og institutioner kan skalte og valte med menneskers liv som de lyster. Religionsfrihed er ikke frihed for religioner, men for mennesker. Det er mennesker, der har ret til at tænke og tro som de vil, ret til at skifte tro, hvis de ønsker det, ret til ikke at tro, hvis det er det, der er kommet frem til, og ja, retten til at samles og udøve troen og endda sprede troen – med respekt for andres tro, naturligvis.

Med andre ord: Religionsfriheden skal vende rigtigt. Ellers virker den modsat sin hensigt.

Det illustrerer, hvor vigtigt det er hele tiden at oplyse befolkninger om religionsfrihed og i diplomatiet at adressere visse landes overgreb på især kvinder og minoriteter.

Mød Enheden for Tros- og Religionsfrihed her.