Religionshistoriker: Anerkend den andens ønske om at bevare egen kultur

Jørgen Bæk Simonsen skabte forståelse for muslimers tilgange til det danske samfund og opfordrede til anerkendelse af majoritetsdanskeres frygt for islamismen.

Samtale fremmer forståelsen. Men forståelsen fremmer også samtalen. Og sameksistensen i de hele taget.

Det fremgik af et foredrag med islamekspert Jørgen Bæk Simonsen om islam og muslimer i Europa, som blev holdt for Globale seniorers mellemøstgruppe i Valby den 3. juni.

Jørgen Bæk Simonsen gav et historisk rids over både islams udbredelse i Middelalderens Europa og muslimsk indvandring i Danmark i nyere tid. Han er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Københavns Universitet og religionshistoriker med speciale i arabisk og islamisk historie.

Anerkend virkeligheden

Hans foredrag bygger som han sagde ”på en mængde interviews, siden jeg begyndte at studere islam og muslimer sidst i 1980’erne”. Og konklusionen var, at den fjerne og nære historie peger på en virkelighed, vi må forholde os til.

På den ene side: Muslimer er en del af det danske samfund med et flertal, der integrerer islam med humanistiske værdier. På den anden side: Etniske danskere har en historisk begrundet frygt for, at forholdet mellem de to kulturer kan ende galt.

– Vi kan ikke løse, at forskellige grupper vil kræve tilpasning af hinanden. Men vi kan komme frem til, at vi alle har ret til at være her som dem, vi er. Vi har jo alle noget, vi gerne vil bevare fra vores baggrund, konkluderede Jørgen Bæk Simonsen.

Statistik er kun sandsynlig

Foredragets titel var Islam og muslimer i Europa – en udfordring for os alle. Her slog Jørgen Bæk Simonsen fast, at islam ikke er et nyt fænomen i Europa. På Balkan har muslimer været til stede i århundreder.

Men det er usikkert præcis, hvor mange muslimer, der er i Europa i dag. I de fleste europæiske lande må man ikke registrere folk på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold. Derfor er alle statistiske angivelser kun sandsynlige. Man går ud fra, at den procentvise befolkningsandel i oprindelseslandet også gælder blandt migranter fra dette land i Europa. Og man overfører også vækstraten fra hjemlandet til europæisk sammenhæng.

– Det er en håbløs måde at sammenligne på, sagde Jørgen Bæk Simonsen. – Unge danske muslimer vil ikke have fem børn. Det kræver jo mange ressourcer. Så her er det udbredt, at familier får mellem et og to børn, undtagelsesvis tre.

Ingen steder i Europa er den muslimske andel af befolkningen over 7-8 procent. I Danmark regner man med, at der er omkring 275.000 muslimer. De er enten arbejdsmigranter, politiske flygtninge eller konvertitter, fortalte Jørgen Bæk Simonsen.

Midlertidige arbejdsmigranter

Arbejdsmigranterne er den største gruppe. De kom fra Tyrkiet, Pakistan og Marokko i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. De kom fra oprindelseslandenes yderområder. Migrationen blev kædemigration. Arbejderne kaldte på flere arbejdere fra deres familier.

– Idéen var, at man skulle tilbage. De skulle være her et antal år, spare op og så rejse hjem igen. I den situation går man ikke ind i en konstruktiv dialog med befolkningen.

Som midlertidige arbejdsmigranter boede man mange sammen under relativt usle forhold. Men det ændrer sig med familiesammenføring. Så får familierne en bolig ”af passende størrelse”. Og dengang byggede man almennyttige boliger i luftige omgivelser.

– Så får vi satellitbyer omkring industribyerne som kan opfylde samfundets krav om en bolig. Det er de boliger, der senere bliver betragtet som ghettoer. Men det at bosætte sig i områder, hvor andre ligner én, er altså et globalt fænomen, sagde Jørgen Bæk Simonsen og tilføjede:

– Forældrene ønskede naturligvis at opdrage deres børn efter deres egen kultur. Især fordi de regnede med at rejse hjem til familien i oprindelseslandet igen.

Bølger af flygtninge

Gennem 1980’erne og 1990’rne kommer der et voksende antal flygtninge, bl.a. et stort antal kurdere, der var undertrykt af den tyrkiske stat.

– De ligner arbejdsmigranter i den antagelse, at de på et eller andet tidspunkt vil vende tilbage til deres lande og genoptage deres liv, fortalte Jørgen Bæk Simonsen.  

Men migranternes børn syntes ikke, det var sjovt at skulle vende retur til de tyrkiske bjerge og leve efter den muslimske kultur. Det øgede forældrenes ønske om muslimsk opdragelse.

– Der sker en indre dynamik om, hvem man er, og hvilken rolle, man spiller hvorhenne. Vi genfinder samme fænomen blandt arbejdsmigranter og familiesammenførte flygtninge. Især bedsteforældrene var dybt bekymrede. For jo længere tid, der gik mellem familiebesøgene, jo mere fjernede børnebørnene sig fra hjemmekulturen.

Konvertitter stigmatiseres

Den tredje gruppe muslimer i Danmark er konvertitter. Konvertitter bliver meget ofte stigmatiseret, når konversionen rygtes i familien. De oplever den samme sociale forskydning som børn, der rejser hjem på familiebesøg. De skal finde ud af, hvordan de kan passe ind i forskellige sammenhænge.

Først blev danske piger gift med arbejdsmigranter. Derefter knyttede unge mænd venskab med muslimske mænd og konverterede.

– Vi ved ikke, hvor mange det drejer sig om. Men vi kan se, at etnisk danske unge konverterer til islam. Ligesom vi kan se, at muslimer konverterer til kristendommen. Vi skal huske, at kristendommen ikke er en europæisk religion, men en mellemøstlig, sagde Jørgen Bæk Simonsen.

Frygt er indlysende

Når den ene kultur møder den anden, skaber det friktion og spændinger – og dem skal man tage alvorligt, mener Jørgen Bæk Simonsen:

– Frygt er indlysende reaktion i et hvilket som helst samfund, hvis man pludselig oplever nye befolkningsgruppers indtog. Det sker ikke, fordi man er intolerant, men fordi verden ændres. Derfor bør vi anerkende, at folk føler sig truet. Det er en virkelighed, der enten bliver problematiseret eller bagatelliseret. Men den er der, og det må vi forholde os til.

Historisk set er frygten for islam ikke ubegrundet. Den sydligste del af den Iberiske Halvø kom under muslimsk styre mellem 711 og 1492. Og Osmannerriget bredte sig i Europa og belejrede Wien i 1529 og 1683. 

Denne frygt sidder stadig i kroppen. Især efter 11. september 2001, efterfølgende terrorangreb og europæiske og danske jihadisters rejse til Syrien for at kæmpe sammen med Islamisk Stat.

Mytologiske antagelser

Men der er også afstand mellem unge muslimer og det danske majoritetssamfund, fortsatte Jørgen Bæk Simonsen:

– Vi mener om os selv, at vi er inkluderende og favnende. Men når den retoriske følelse skal håndteres i praksis, opstår udfordringer. For hvad sker der med muslimske unge, som aldrig kommer ind i en almindelig dansk familie? Og vise versa. Så opstår mytologiske antagelser. Og det sker begge veje.

– Såkaldte islamkritikere mener at vide alt om, hvad muslimer gør. Men de ved i virkeligheden ikke meget om islam og muslimer. De tager dem som gidsler på samme måde som visse danskere bruges i visse muslimske miljøer.

– Denne dynamik er vi henvist til i al fremtid. Der vil hele tiden opstå grupperinger, som stiller krav til andre grupperinger om, hvordan de skal gebærde sig for at passe ind. Det problem skal vi ikke løse. Vi skal forhandle os frem til, at vi alle kan være her og forblive dem, vi gerne vil være.

Ok at bevare værdier

Arbejdsmigranter og politiske flygtninge indtager en defensiv position, forklarede Jørgen Bæk Simonsen.

– Man vil værne om den tro og praksis, man regner at skulle tilbage til. Man vil opretholde traditionen. Det samme ses i dansk modsvar. Man vil opretholde en tradition og fastfryse sin kultur.

Og det skal vi være opmærksomme på, konkluderede han.

– I en udfordret global verden er vi alle enige om, at der er noget, vi gerne vil bevare. Vi skal huske på, at andre grupperinger også vil bevare deres værdier. Ingen kan tage monopol på, hvad der skal bevares. Men man kan indgå i en meningsfuld debat om, hvordan man sikrer, at vi beholder de værdier, vi har med fra vores baggrund.