Revisor modtager pris for afsløring af svindel i Forsvaret

Karsten Hamborg Ravnsgaard modtog Retspolitisk Forenings pris, KAFKAT, fordi han afslørede svindel i Forsvarets ejendomsstyrelse. Prisen blev uddelt for 40. gang.

Af Marianne Olsen

– Det er ikke let at være whistleblower.

Ordene kommer fra revisor Karsten Hamborg Ravnsgaard, da han modtager Retspolitisk Forenings pris, KAFKAT, den 3. oktober 2020.

KAFKAT er den statuette af bronze, som Pontus Kjerrman har lavet til Retspolitisk Forening. Den bruges som en ’vandrepokal’ til den person, der har vist en særlig og bemærkelsesværdig civilcourage, et sandt samfundssind med stor risiko for egen situation.

Denne gang til Karsten Hamborg Ravnsgaard.

Afsløring af svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse

Karsten Hamborg Ravnsgaard er uddannet revisor. Han arbejdede for et privat firma, som havde kontrakter med Ejendomsstyrelsen, og kunne se, at den var helt gal: Der var blevet svindlet for flere millioner kroner igennem en lang årrække. Han prøvede at forklare sin chef, hvad han så. Da chefen ikke gjorde noget, gjorde han firmaets revisor opmærksom på problemet.

– Men han foretog sig heller ikke noget og gav ligefrem udtryk for, at disse ting ikke skulle fremgå af hans dokumentation, fortalte prismodtageren ved overrækkelsen.  

– Derfor var jeg nødt til at få det fortalt til en eller anden myndighed, der kunne undersøge det. Men da ingen reagerede, følte jeg mig nødsaget til at kontakte Rigsrevisionen. Her blev jeg taget meget alvorligt. Rigsrevisionen har afsløret, der har været medarbejdere, som i årevis har kunnet svindle med indkøb.

Personlige omkostninger

Men hele sagen, som kom bagpå Ravnsgaard har haft store omkostninger for ham: Han endte med at måtte forlade det job, da han fastholdt sine kritiske bemærkninger. I stedet blev han først truckfører i et andet firma, som så senere hentede ham over i deres økonomiafdeling. I dag er han selvstændig revisor.

– Jeg har været meget i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Det er ikke let at være whistleblower, og når man ikke aner hvordan sådan en sag kan ende – pludselig at se sig som værende imod en så magtfuld organisation som Forsvarets Ejendomsstyrelse, der altså var kriminel, ja, så fik jeg en kort lunte over for mine børn. Så meget mere er jeg lykkelig for prisen og den påskønnelse, den indebærer.

KAFKAT fra Franz Kafka

Statuetten KAFKAT er en vinget kvinde med kattehoved. Vingerne angiver det gode budskab, som den kvindelige kat giver den modige whistleblower. Den har sit navn efter den tjekkiske jurist og forfatter Franz Kafka (1883-1924), der i sin roman Processen fortæller historien om Joseph K., der bliver arresteret af en grund han ikke kender og dødsdømt. Romanen er på én gang uhyggeligt realistisk og grotesk fantasifuld. KAFKAT’en har fået sit navn som et ordspil med den skarpsynede, sort-humoristiske forfatter-jurist.

Paneldebat om whistlebloweres betydning

Efter prisoverrækkelsen var der paneldebat. Her sad Karsten Hamborg Ravnsgaard med Jesper Olsen fra Transparency Internationals danske afdeling på sin højre side og redaktør af Netmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen på sin venstre.

Dagen sluttede med drøftelser fra salen af, hvad man kan gøre for at ytringsfriheden påskønnes. Den whistleblower, hvis personlige samvittighed er stærkere end hans lyst til behagelighed – eller endog griskhed – udgør den nødvendige vagtsomhed i forhold til myndigheders misbrug. Og den skal påskønnes. Som den bliver det ved overrækkelsen af KAFKAT’en.

Hele begivenheden er streamet og kan ses på Retspolitisk Forenings Facebook-side her.