’Selvfølgelig kan kristne og muslimer leve godt sammen’

Sahra Aden handlede med fransk modetøj, og Ahmed Dualeh har været kaptajn på Mærsk. Douale husker med glæde tilbage på sin katolske adoptivfar, der lod ham være muslim.

Af Svend Løbner

Jeg banker forsigtigt på døren til en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Jeg skal besøge et ægtepar, som jeg mødte til SOS Racismes konference om demokrati for minoriteter 13. januar 2020. Jeg ”klikkede” med dem med det samme. Måske fordi, jeg selv er vokset op i Tanzania, og de to smilende afrikanere er somaliere, der ligger så nær ved, at de også taler lidt swahili. 

Ahmed Dualeh hedder manden, som blev født i Etiopien af somaliske forældre og blev adopteret af en italiensk familie, da hans forældre døde. Han fortæller beredvilligt sin historie, som harmonerer fint med konferencens temaer om demokrati og religionsfrihed. Den italienske familie var katolsk, og Ahmed Dualeh er muslim. Men det var ikke noget problem – tvært imod.

Voksede op som muslim i katolsk familie

Op til i dag er Dualeh dybt bevæget over den måde, familien Sandrini behandlede ham på:

– Jeg gik selvfølgelig på en italiensk skole med nonner og det ene og det andet. Men min far, Luigi Sandrini, sagde: ”Min søn skal have lov til at vælge, hvilken religion han vil høre til, når han bliver stor. I må ikke omvende ham, for han kommer fra en stor muslimsk familie.” Og han sørgede for at jeg aldrig mistede kontakten til mine brødre og søstre.

Hvad betyder det for dig i dag? spurgte jeg.

– Det betyder så meget for mig i dag. Når folk snakker om religionskrig og alt det bullshit, så siger jeg, at det er nonsens. Selvfølgelig kan kristne og muslimer leve virkelig godt sammen. Det er politisk vanvid, der kører. Selvfølgelig kan vi det. Jeg elskede min katolske far og respekterede ham, netop fordi han viste det store hjerte som menneske og sagde, at religion er en privat sag!


Se en teaser for Danmarks Radios dokumentar om Sahra og Dualeh her:


Ahmed Dualeh er en mand med sine meningers mod. Og derfor står jeg og banker på i Nordvest, hvor Dualehs kone Sahra lukker op og byder på kaffe, kage, frugt og juice. Dualeh er på vej – han har travlt med et af sine mange projekter – og jeg får tid til at tale med Sahra og høre om familiens mange år i Aalborg, hvor Douale bl.a. startede Danmarks første computerbutik, og Sahra importerede og solgte fint fransk modetøj fra egen forretning. Dualeh tog også initiativ til en kristen-muslimsk konference, hvor 10 præster og 10 imamer talte sammen og fandt fodslag med hinanden. 

Kom på søfartsskole i Danmark

Pludselig dukker Dualeh op og sætter sig til bords. Når kaffen er hældt op, samler han op på sin historie. Han voksede som sagt op som muslim i det katolske Italien, og da han var færdig med skolen, skrev han til Det danske Udenrigsministerium. 17 dage efter fik han et stipendium til at studere til kaptajn i Danmark.

– Jeg ville ud og sejle. Jeg havde nemlig set en artikel om præsten Krogager og Tjæreborg Rejser. Jeg læste, hvordan han blev rig, og så tænkte jeg: ”Hvis en præst kan blive rig, så kan jeg også blive rig. Så jeg vil ud og studere søfart!”

Ahmed Dualeh kom til Danmark den 23. april i 1967 og startede på søfartsskolen i Sønderborg og senere i Esbjerg. Derefter kom han ud at sejle med en coaster og var om bord på skoleskibet Danmark som elev. Så tog han ud i to år som letmatros og kom derefter på navigationsskole i København, hvor han tog styrmandseksamen i 1972 og skibsførereksamen i 1973.

Blev kaptajn, læste jura og startede virksomhed

Nu var søfartskarrieren sat på skinner. Ahmed Dualeh kom ud at sejle med A.P. Møller Mærsk som tredje styrmand, anden styrmand og første styrmand.

– Pludselig blev jeg overstyrmand hos Aalborg Portland, og til sidst blev jeg kaptajn. Og da jeg havde taget den første rejse som kaptajn, så hængte jeg uniformen væk, gik i land og læste jura i stedet. Det er mig!

I 1986 afbrød Dualeh igen det hele og blev forretningsmand og startede flere virksomheder, som eksisterer den dag i dag: Blandt andet Thadaeus Shipping i Padborg.

– Jeg startede med én vogn, der transporterede fisk fra Danmark til Italien en gang om ugen. Da jeg solgte virksomheden, havde vi 82 trailere om ugen, fortæller han.

Men som den serielle iværksætter han er, solgte Dualeh Ahmed virksomheden og købte et skib sammen med en anden dansker – en stor trawler i Norge.

Bortført som gidsel i tre måneder

– Vi ville lave et stort fiskeri i Somalia, men da skibet kom derned, blev det kapret. Så jeg rejste derned, men blev bortført og holdt som gidsel i tre måneder. Min kone var ved at dø af chok!

– Jeg blev tortureret og mishandlet i tre måneder, så jeg lå på sygehuset i næsten trekvart år efterfølgende, for jeg flygtede og blev såret to gange – men jeg kom hjem!

Dualeh kigger forelsket over på sin kone Sahra, og jeg opfordrer hende til at fortælle sin historie.

– Ja, jeg snakker jo som et maskingevær, smiler Douale. Og Sahra fortæller:

– Vi blev forlovet i Somalia, og så startede Douale sin uddannelse i Danmark. Alt imens han tænkte på mig!

Dualeh giver sig til at synge: ”Hvor er min lille Sahra?” Og da latteren har lagt sig, kan Sahra fortælle videre:

– Douale kom ned til mig i Somalia, og her er traditionen, at man ikke bare kan løbe væk med en mand, uden at forældrene ved det. Så vi aftalte, at Dualeh skulle gå gennem min lillebror, som så kunne fortælle min far, at han gerne ville giftes med hans datter. For jeg var den eneste pige i huset.

Douale bortførte Sahra – eller omvendt

Sahra tager en slurk af den varme the, inden hun fortsætter.

– I vores kultur betyder det meget, hvor manden kommer fra, om han har penge og kameler osv. Men min mand havde hverken far eller mor eller kameler. Han havde ingenting, men han ville gerne giftes med mig. Så min far sagde, at han ikke turde at fortælle alt det her til sin familie. Så han bad os om at gå direkte til præsten, blive gift og så forsvinde.

Som sagt så gjort. Dualeh havde kun en uge tilbage af sin ferie, så det skulle gå stærkt.

Så du bortførte hende?

– Fuldstændig! smiler Sahra.

– Nej, hun bortførte mig, protesterer Dualeh med et smil.

Og Sahra fortsætter:

– Det værste var, at jeg måtte gå direkte til min familie og sige, at jeg skulle af sted i morgen tidlig. Jeg var blevet gift uden at de vidste det. Det er 51 år siden nu.

Elsker rugbrød og lakrids

Ja, og nu er I her og er begge blevet danskere…

– Ja, og når jeg er ude at rejse, savner jeg rugbrød, lakrids, appelsinmarmelade og ost. Så når vi rejser til Somalia på besøg, tager vi altid rugbrød med! 

Mere integreret bliver man vel næppe, men netop det ord – integration – bryder Sahra og Dualeh sig ikke om.

– Integration er et meget misbrugt ord, begynder Dualeh. – De, der snakker mest om integration, har ikke fattet en pind af, hvad det er. Integration er, at vi respekterer hinanden og lever i gensidig respekt. At vi forstår hinanden og respekterer helheden og fællesskabet.

– Integration er også, at de der kommer udefra, bliver integreret. De kan ikke integrere sig selv. Det omgivende samfund skal åbne døren for ham eller hende og tage dem ind. Ellers bliver man aldrig integreret. For hvis man som dansker lukker sine døre og råber I fjernsynet: ”Du skal integrere dig!” kan jeg jo ikke integrere mig selv i dig. Du skal integrere mig i dit samfund, i dit hjem og din familie.

Dualeh har talt sig varm:

– Folk sammenblander integration og assimilation, for de siger: ”Hvis han ikke spiser røde pølser, er han ikke integreret!”

Danskerne var positivt nysgerrige

Hvordan var stemningen, da I kom til Danmark for over 50 år siden?

– De sidste tyve år er det blevet meget værre. Da Sahra og jeg først kom til Danmark kunne vi ikke gå i fred, fordi der var positivt nysgerrige danskere, der sagde: ”Goddag! Hvor kommer I fra?” Det var så dejligt, så dejligt. I 1968 skrev jeg et brev til min søster – og det glemmer jeg aldrig, for det var helt fra hjertet – hvor jeg sluttede brevet med: ”Jeg føler, at jeg er kommet til paradiset.” Sådan følte jeg. For alle var så positive og dejlige. I dag er situationen helt anderledes. Der skal jeg passe på, hvor jeg går og hele tiden være på vagt.

Hvorfor?

– Jo, for man møder desværre alt for tit blikke, som ikke er dejlige at se på. Man mærker, at man er uønsket. Jeg kender danskerne så godt, at hvis man taler face-to-face, én til én, så er han eller hun faktisk okay. Problemet er denne her afstand, der bliver bygget, hvis man ikke bryder isen og siger: ”Ved du hvad? Hvad nu, hvis vi taler sammen?”

– Verden har forandret sig. Grunden til det er, at vi ikke taler sammen. Vi taler om hinanden, i stedet for at tale med hinanden. Og medierne kører derudad – især om somaliere. Somaliere er de mest uvelkomne flygtninge af alle. Tilbage i 2001 turde jeg næsten ikke gå med hænderne i lommen i supermarkedet, for så tænkte folk: ”Hvad har han nu taget?” Så jeg gik altid med hænderne på ryggen.

’Politikere bør tage ansvar for sameksistens’

Sahra, mærker du også den forandring over de sidste 20 år?

– Ja, det gør jeg, fordi jeg bærer religionen i form af mit tørklæde. Da vi boede i Aalborg, gik jeg ikke med tørklæde, men efterhånden som jeg blev ældre, begyndte jeg at dække mit hår. Men dengang vi boede i Aalborg, var der ikke så mange udlændinge i Danmark, så der var vi noget eksotiske. Så vi kendte alle naboerne osv. Men efterhånden som der kom flere og flere kunne man også mærke, at folk begyndte at generalisere mere.

– Da vi var unge, var vi ”rigtige danskere”, supplerer Dualeh. – Sahra gik i skjorte og bukser og viste sit hår, og vi var almindelige. Vi var bare sorte Jens og Marie. Og så pludselig ændrede tingene sig, og folk begyndte at sige: ”Hvorfor skulle hun også tage tørklæde på? Hun var jo så pæn en pige?” Jamen er hun da ikke pæn længere? griner han.

Ahmed Dualeh efterlyser politikere, der vil tage ansvar for den medmenneskelige sameksistens:

– Hvis man kigger udover ligusterhækken på det større billede: verden, har vi brug for nogle politikere, som virkelig kan tage nogle skridt hen mod en ægte ligeværdig sameksistens. Den mangler vi. I stedet er det en masse sniksnak…

– Vi skal sige sandheden, og vi skal behandle folk ligeværdigt, slutter han.

Ahmed Dualeh har stiftet hjælpeorganisationen ’Children of Somalia Foundation’ (COSFO), som har bygget flere skoler i Somalia og lige nu er ved at færdiggøre et gymnasium i landet.