Selvrespekt går hånd i hånd med respekt for andre kulturer

KRONIK: Andreas Simonsens tænkning om etiske dilemmaer viser, at både den enkelte og de andre har ret til det gode liv.

Af Marianne Olsen, lektor

Vi ved alle sammen fra ungdommen af, at livet er fyldt med dilemmaer.

Hvis vores forældre har villet drøfte med os hvad der er godt og ondt, har vi erfaret at det kan være rigtig svært at vælge det, som vi egentlig synes er det gode, fordi det kan være ubehageligt.

Netop den kendsgerning kan blive et frugtbart udgangspunkt for samtaler uden gensidige bebrejdelser. Det er inspirerende at drøfte, hvad der er det fælles bedste. Allerede samtalen afslører nemlig, at vi er sociale væsener.

Forståelse for etiske dilemmaer

Det er lige her, Andreas Simonsens tænkning kan hjælpe os på en enestående måde.

Andreas Simonsen kan med sin klare forståelse for etiske dilemmaer komme os til hjælp, fordi han i sin bagage har hele den europæiske tænkning om etiske dilemmaer – helt tilbage til Sokrates, den tænker fra oldtiden, der har præget os mest sammen med de bibelske religioner – og fortsat gør det.

Selv om Andreas Simonsen levede fra 1923 til 1991, er han helt aktuel, netop fordi han øser af alt, hvad der har præget Europa.

Vilje, erkendelse og overbevisning

Den første præmis for at sætte sig ind i Simonsens etiske tænkning er hans menneskeopfattelse: Mennesket er efter hans indsigt sammensat af vilje og erkendelse, og det gode bliver til virkelighed, når mennesket lader disse to fænomener bevæge sig dynamisk som en yin-yang figur, en inspiration han har fået af Niels Bohr. Figuren angiver at der skal være lidt erkendelse i viljesdelen og lidt vilje i erkendelsesdelen.

Den anden præmis er det absolutte grundlag, nemlig at vi her taler om værdier, der ikke er beviselige, sådan som tyngdekraften for eksempel er det. Der er her tale om overbevisning i stedet for bevis, og her kommer kærligheden til livet og til næsten ind som det virkelige grundlag.

Den uafsluttede samtale

Og det er her politik og etik har, eller bør have et slægtskab. Det er også forklaringen på, at det kan gå helt galt, sådan som vi finder det i tyrannier og autoritære regimer. Men det er også en slags tydeliggørelse af, hvorfor man aldrig kan komme til et endeligt resultat, men bliver nødt til at holde samtalen levende.

Vi kender det fra tanken om, at demokrati skal være samtale, for rent flertalsstyre bliver en slags diktatur, hvor mindretal bliver undertrykt.

Hverken politik eller etik er naturvidenskaber

Lad mig her omtale et par eksempler på etiske dilemmaer, der også let kan blive politiske dilemmaer:

1. Respekt for andre mennesker og selvrespekt

Denne holdning må være den absolutte forudsætning i et demokratisk samfund.

Simonsen viser, at selvrespekt kommer af ens forståelse for, at ikke blot andre, men også man selv er skabt til at få noget godt ud af livet. Den overbevisning vil forhindre ”overspændinger af altruisme (= overdrevent hensyn til næsten). Man skal for eksempel kunne vise lige så stor glæde ved at modtage, som ved at yde. Det sjove er, at leddene lige så godt kan vendes om, altså forståelsen for, at de andre også er skabt til at få noget ud af livet. Det er i grunden den forståelse, der peger hen på os som sociale væsener, og det er det sociale væsen, der er et politisk væsen.

I politik bør man vise lige så stor glæde ved en politisk modstanders eventuelle gode forslag, som for egne positive tanker og være meget forsigtig med at motivfortolke. At blive taget alvorligt af en modstander, kan give både gode resultater og eftertanke til videre forhandlinger.

2. Nationalfølelse og kosmopolitisme.

Vi ville nok i dag snarere sige, at dilemmaet er mellem nationalfølelse og globalisme.

Tilsyneladende er der en konflikt mellem den lidenskabelige nationalfølelse og den varme tilslutning til globalisme.

”Men ligesom det er et væsenstræk ved homo sapiens (=mennesket), at mennesker er berigende forskellige, således også de grupper, der er betingede af fælles forhistorie, fælles opvækstforhold, fælles sprog og fælles naturvilkår. Er det således ikke idealistisk fortænkthed at mene at nordmænd og fynboer bør få samme mentalitet og samme sprog?” (Dilemmaer, 1990)

Simonsen bruger her eksempler fra sin omfattende læsning – også af samtidens avislæsning. F.eks. Bettina Heltberg: ”Kun et folk, der hviler i sin nationale bevidsthed, bliver sat fri til at lade sig udvikle af og arbejde solidarisk med andre folkeslag og kulturer. Internationalisme forudsætter en – positiv og uforkrampet – national bevidsthed.” (Politiken 31. januar 1990)

Ånderum til minoriteter

Vi har i de forløbne år været regeret af netop sådanne forkrampede holdninger til vores egen nation, som ikke gav ånderum til de minoriteter, der bor sammen med os. Nogle af de politiske strømninger har svært ved at anerkende, at der findes andre kulturer, der har krav på respekt. Den manglende respekt kommer også til at ramme vores selvrespekt.

Lad os håbe at en realistisk etisk holdning kan påvirke en retsindig politisk magtudøvelse i fremtiden. At vi således er i et sandt paradigmeskifte.

Se også www.andreas-simonsen.dk.