Sort feminist afslører hvides skjulte racisme

Hvide kan være racister uden at vide det. Sprogbrug, bedreviden og privilegier afslører den strukturelle racisme, som også præger Danmark. Micah Oh’s oplæg hjælper os at opdage vores blinde vinkler.

Af Naderah Parwani, psykolog

Er alle hvide mennesker racister?

Det spørgsmål var titlen på et oplæg om strukturel racisme, som aktivisten Mica Oh holdt på Union i København den 14. august.

Det var et meget rørende oplæg, dels fordi hun delte af sine personlige erfaringer med racismen, som i nogle tilfælde var nogle brutale og hjerteskærende oplevelser, og dels fordi hun netop var i stand til at spotte den strukturelle racisme, som hendes hvide venner ikke kunne få øje på.

Micah Oh er debattør, skribent og underviser bl.a. på Trampolinhuset. Hun er med i kvindekollektivet ”Hende Den Intersektionelle Feminist”, der er medarrangør af foredraget på Union.

Hvide opretholder strukturel racisme

Mica Oh kommer til verden som statsløs på grund af racisme. Hun bliver adopteret og finder først som 13-årig ud af, at hun er sort. Hun opdager, hvordan hun kun bliver undervist i, hvordan den hvide mand har opfundet verden. Nysgerrig efter sort litteratur, begynder Mica stille og roligt at opdage en ny verden. At verden ikke kun er skabt af den hvide mand.

Hun kommer med forskellige eksempler fra tv, medier og marketing om, hvordan racismen bliver opretholdt og reproduceret i Danmark. Hun ønsker nu at sprede oplysning, så hendes danske landsfæller bemærker de samme ting, og at vi alle i fællesskab stopper racismen. Hun siger: “I som hvide har måske ikke ansvaret for jeres forfædres handlinger, men I har ansvaret for det, I er med til at opretholde og reproducere”.

Gennem den strukturelle racisme får man sine hvide privilegier, som giver én de blinde vinklinger, hvor man ikke opdager racismen i samme grad, som én, der oplever den direkte på egen krop og psyke.

Trigger den hvide skrøbelighed

Går debatten i gang omkring racismen, så trigges den hvide skrøbelighed, en modstand mod at blive beskyldt for racist, og et ubehag, der ofte er forbundet med, at man udfordres på sin komfortzone. Det betyder, at den hvide ikke lytter for at lære, for at aflære og tage ansvar, men i stedet går i forsvar eller negligerer, at racismen eksisterer. Selvom de fleste hvide ved, at racismen lever og eksisterer i deres private stuer, hvor private samtaler om de fremmede er en normalitet, så fornægtes den i offentligheden.

Taler vi om hudfarve, så findes der kun “hudfarven”. Der findes ikke andre hudfarver. Tager vi Danmarkshistorien, så var danskerne de værste mod deres slaver, de var så ondskabsfulde, at slaverne flygtede til andre lande. Racisme er en politisk ideologi, en magtstruktur, der har til formål at sikre den hvide mands rettigheder eller rettere sikre den hvide mands magtposition. At være antiracistisk kræver derfor, at du tør og har mod på at erkende, at du er faldet i de blinde vinklinger. Intentioner kan være gode, men på grund af dine blinde vinklinger, kan dine handlinger opleves skadelige.

Gode intentioner er ikke nok

En deltager sagde noget meget smukt: “Intentioner er ikke lig med effekt. Intentioner er interne, men handlinger er eksterne”. Det betyder, at vores handlinger påvirker andre mennesker. Derfor kan vi alle blive bedre til at lytte, selvom vores ego bliver ramt, og vi ved, at vi havde gode intentioner.

Her talte vi om “othering”, og hvordan man kan komme til at få den anden til at føle sig som den evige fremmede ved at fastholde dem i fortiden, og ved at spørge dem om, hvor de kommer fra. Dette, selvom mange brune er født og opvokset i Danmark.

Herefter nævnes forskellige virksomheder, der arbejder med brune, men hvor flertallet er hvide mennesker, og INGEN brune er i lederstillinger.

Opgør med ubevidst og usynlig racisme

Hele problemet er, at der ikke bliver lyttet nok, fordi de hvide altid ved bedre, hvordan tingene hænger sammen. De ser sig selv som de mennesker, der ved bedst. Så en af de ting, som de hvide kan øve sig på, er at lytte.

Hvis nogen begynder at italesætte racismen, så kan de hvide bruge “offerkortet”, men ifølge Mica er vi ikke længere ofre, når vores funktion er oplysning.

Hun giver forskellige eksempler på, hvordan man kan blive en god allieret, hvordan hvide mennesker kan lære at ændre deres sprogbrug og deres adfærd, så de fralægger sig de racistiske, ubevidste mønstre.

Det var rart at deltage ved et oplæg, der ikke var teoretisk, men praksisnært, og hvor formålet er at skabe dialog omkring emnet, så vi kan fortsætte med at sprede oplysning.

Det er vigtigt, at vi alle bliver bevidste omkring de blinde vinklinger, som vi ikke ser i hverdagen, men som vi ofte bare griner af og som i virkeligheden er racisme.