SOS Racisme udgiver opdateret minileksikon med fakta om flygtninge, indvandrere og diskrimination

For 25 år siden udgav SOS Racisme første udgave af minileksikonet, der i den nye jubilæumsudgave er blevet udvidet til 76 sider.

Foreningen SOS Racisme udgav i begyndelsen af oktober en ny, opdateret udgave af foreningens minileksikon med forklaringer på en række begreber, forkortelser og udtryk fra flygtninge-, integrations- og udlændingeområdet.

Her kan man finde definitioner på begreber som diskrimination, efterkommer, familiesammenføring, FN’s Racediskriminationskonvention, folkemord, hadforbrydelser og mange, mange flere.

Ligeledes er der korte omtaler af en række foreninger og organisationer, der beskæftiger sig med disse områder – lige fra store internationale organisationer til mindre græsrodsbevægelser.

Minileksikonet indeholder desuden en række tabeller med statistik om opholdstilladelser, fordelingen af danske og udenlandske statsborgere, asylansøgere og familiesammenføringer.

Minileksikonet er udgivet som et trykt hæfte på 76 sider. Hæftet kan også downloadesfra SOS Racismes hjemmeside.


”Mere brug for os end nogensinde”

Minileksikonet blev præsenteret ved en reception, hvor SOS Racisme både markerede 25-året for udgivelsen af det første minileksikon og 30-året for foreningens oprettelse.

Foreningens landsformand, Jette Møller, sagde i den forbindelse, at der aldrig har været mere brug for foreningen, end der er i dag. Både for at bekæmpe diskrimination og vise solidaritet med de mennesker, der bliver berørt af stramningerne på udlændingeområdet – og for at samle og udsende fakta om, hvad der sker på området.

SOS Racisme har blandt andet fokus på inddragelsen af flere hundrede somaliernes opholdstilladelse.

”Det bliver en stor opgave at samle op på disse sager,” sagde Jette Møller.
  

SOS Racisme

SOS Racisme er en international tværpolitisk bevægelse med søsterorganisationer i mange europæiske lande.
SOS Racisme Danmark (grundlagt i 1988) arbejder for at fremme dialog og forståelse mellem mennesker. Vi arbejder på at afsløre og bekæmpe diskrimination. Vi kæmper mod fremmedhad og racisme, og vi kæmper for lige ret og lige værd og for venskab mellem folk.
Kilde: SOS Racismes hjemmeside.

 
Læs mere

SOS Racisme

Download SOS Racismes minileksikon (pdf)