Sundhedsdirektør: Medmenneskelighed frem for alt

Åbenhed og vilje til dialog er forudsætningen for en god tilværelse for medarbejdere og borgere. Det mener Hosea Dutschke, søn af en tysk revolutionær og direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Taler din mor dansk?

– Ja.

Du taler dansk med din mor?

– Ja, eller engelsk eller tysk. Jeg er faktisk tresproget, fortæller direktøren for Sundhed og Omsorg i Aarhus kommune, Hosea Dutschke, som Sameksistens trods travlhed har fået mulighed for en samtale med.

Sundhed og Omsorg står for alle sundheds- og plejehjemsopgaver i Kommunen, og afdelingen har 7.000 medarbejdere, deriblandt 12 procent, der kommer fra andre lande. Derfor falder talen naturligt på sproget.

Netop i forbindelse med Sundhed og Omsorg med de mange sygeplejersker og SOSU-hjælpere er den medmenneskelige forståelse det allervigtigste. Hosea Dutschke tilkendegiver, at når man er født og opvokset i Danmark, er ens modersmål dansk. Punktum.

Rødder i forskellige lande

Hosea Dutschke har selv rødder i forskellige lande og med forskellige sprog:

Hans forældre kom til Danmark fra Tyskland i 1971. Hans mor Gretchen Klotz-Dutschke kommer fra Illinois i USA, og hans tyske far, Rudi Dutschke, var blevet kendt i 1960’erne som oprører mod de autoritære tendenser i Tyskland – blandt andet ved at være militærnægter. 

I 1968 – lige efter Hoseas fødsel – var Rudi Dutschke offer for et attentat, hvor han fik skudt tre kugler i hovedet af højre-ekstremisten Josef Bachmann. Han overlevede og tilbragte sine sidste år i Danmark, hvor han og familien blev danske statsborgere.

Juleaften 1979 døde han af senfølger af attentatet. 

Strategi for arbejdet

Netop på grund af sin flersproglige baggrund har Hosea Dutschke selv haft inde på livet, hvor vigtigt det er, at man har et fælles sprog at kommunikere på – det som han selv kalder ’modersmål’.

– Vi sørger for, at vores medarbejdere lærer dansk. De går ikke på sprogskole. Sprogindlæringen er noget vi selv tager os af, og vi har intet problem med, at de bærer slør, siger direktøren og fører hånden ned foran sit ansigt og søger efter ordet:

– Tørklæde, ja. Det er ikke noget problem. Vores bedsteforældres kvinder gik jo også med tørklæde. Det kommer an på medmenneskelighed i hvert eneste forhold. Selvfølgelig kan det for meget gamle mennesker være svært at forstå talt sprog med accent, men det kan jo i det hele taget være vanskeligt; så må andre måder være løsningen, den varme som opstår mellem f.eks. en SOSU-hjælper og en borger, siger han.

Åbenmundede bureaukrater

Ernst Bloch er en gammel filosof og teolog, som har betydet meget i Dutschke-familien. Hans ord ”Håbet opstår først, når mennesket lærer at opfatte virkeligheden som en åben proces og ikke som noget afsluttet” kan genses i Hosea Dutschkes arbejde.

Du har skabt begrebet ’åbenmundede bureaukrater’. Vi er ikke vant til, at myndigheder just er åbne, men er det nytænkning, der kunne bringe håb om bedre tider?

– Vores grundprincip er, at al magt skal være hos borgerne. Derfor giver vi os selv lov til at være nysgerrige og finde ud af, hvad de helst vil, hvordan de ønsker deres fællesskaber. Det vil vi gerne hjælpe med. Borgerne og medarbejderne kan i vekselvirkning give og tage ansvar. Det giver livsglæde, og det kræver åbenhed.

Hosea Dutschke forklarer kommunestyrets struktur: Aarhus kommune har et magistratsstyre, der sammen med byrådet leder kommunen. Hver magistrat har en rådmand.

– Min rådmand er DF’er, fortæller han.

Hvordan går det?

– Det går fint. Somme tider vil rådmanden én vej, og jeg synes noget andet, men det er jo byrådet, der bestemmer – det er det smukke ved demokratiet, og demokratiet kan efter min mening kun trives i åbenhed. Når demokratiet er bedst, er der tre ligeværdige elementer: Loyalitet, samfundsdeltagelse og åbenhed.

Embede fremfor politik

Hosea Dutschke har med vilje valgt en vej som embedsmand frem for politiker. Hans erfaring er, at magten korrumperer. Han har en arv, der gør ham følsom over for de farer, der lurer på den, der bliver forlokket af magt.

I et embede med den urokkelighed, åbenhed og vilje til dialog, er der håb for en stadigt levende proces, nemlig for håbet om en god tilværelse for medarbejdere og borgere.

Samtalen er slut, og der er meget at tænke over. Der bliver en tryghed tilbage. En tryghed, der også peger frem mod den uafsluttede samtale, sundhed og omsorg kræver – for borgerne, for medarbejderne og for direktøren selv.