Teolog: Troen får os op om morgenen

ANMELDELSE: Peter Lodbergs lille hvide bog om tro viser, at tro både er naturlig tillid og overnaturlig forventning.

Af Svend Løbner

Troen bevæger sig hen mod det troværdige. Det troværdige appellerer til troen.

Så kort kan Peter Lodbergs lille bog TRO opsummeres. Lektoren fra Aarhus Universitet har begået et letlæst eksemplar i den anmelderroste serie Tænkepauser. Og der er meget at tænke over, selv om værket kun fylder 60 sider og snildt kan læses på en time.

Alle mennesker tror

Lodberg fortæller først, hvordan troen er en del af alle menneskers hverdag. Vi tror på, at huspriserne stiger, at kronen holder kursen, og vi tror på hinanden som medmennesker. Hvor forfærdeligt ville livet ikke være, hvis vi gik rundt med en nagende tvivl hele tiden!

Så bevæger lektoren sig videre og præsenterer den religiøse tro, troen på meningen med livet, en højere magt og en personlig guddom. Her præsenteres vi for ligheder og forskelle mellem jøders, kristnes, muslimers, hinduers osv. tro – og også ateisters tro. For troen er et livsvilkår. Og selv de, der siger, de ikke tror, tror dog på noget og har brug for udtryk for denne tro i form af ritualer.

Troen er en gave

Efter en kort gennemgang af toneangivende filosoffers og teologers udlægning af især den kristne tro, fokuseres på Martin Luthers tro, der ligesom hos apostlen Paulus og kirkefader Augustinus udspringer af en stærk religiøs oplevelse. Måske er det derfor, reformatoren kalder troen for en gave, og at det er troens genstand, Gud, Kristus og Ordet, der af sig selv fremkalder troen i mennesket.

Peter Lodberg kommer implicit til at gengive brevet til Hebræerne i Ny Testamente, som var skrevet til de jødiske disciple af Jesus. Her opsummeres troen sådan: ”Tro er fast tillid til det, man håber, en overbevisning om ting, man ikke ser” (Hebr. 11:1).

Tro er voksende tillid

Tro er først og fremmest tillid. En tillid, der vokser ud af at noget er troværdigt. Som når et barn nærer tillid til sine forældre.

Men tilliden kan også vokse til en overbevisning. Til noget, man tager for givet, fordi man har set det, gjort det og oplevet det så mange gange før. Det er bare sådan tilværelsen er. Det er de værdier, vi tager som en selvfølge. For det er sådan, vi er opdraget.

Her er troen blevet en klippefast overbevisning. Så stærk, at vi endda kan fremsige dens læresætninger i en trosbekendelse.

Og her er så kvantespringet. For Peter Lodberg mener, påskens evangelium om Kristi opstandelse er en så afgørende begivenhed, så troværdigt oplevet og gengivet af de første disciple, at den fremkalder troen i os. Det var opstandelsestroen, der bevirkede, at flokken af Jesu disciple voksede eksplosivt efter hans død og at kristendommen blev statsreligion i Romerriget.

Og er det ikke selve troens væsen, at den forholder sig optimistisk til selv det umulige?

Troen tror på miraklet

Så på den ene side: Vi er født med åbenhed og tillid til tilværelsen omkring os. Og på den anden side virker tilværelsens mirakler så overbevisende på os, at den vækker troen i os, og gør den urokkeligt fast.

Jeg tænker på monoteismens fælles stamfader Abraham, som også kaldes troens fader. Apostlen Paulus fortæller om ham, at ”han troede med håb mod håb”, altså: han troede fuldt og fast, selv om situationen så håbløs ud. Gud havde lovet ham en efterkommer, men han var gammel og hans hustru Sara ligeså. Hvordan skulle det kunne ske? Men han troede med håb mod håb. Han troede på, at det kunne ske på trods af at ”hans legeme var udlevet”, som Paulus udtrykker det.

Det er troens væsen. Troen på miraklet. Troen på, at det nok skal gå alt sammen. Troen på, at selv det umulige kan se: at jeg kommer ind på uddannelsen, får jobbet, finder min livspartner, stifter familie osv. Som Peter Lodberg udtrykker det på næstsidste side i sin velskrevne bog:

”Troen er – om den er religiøs eller ej – den kraft, der får os ud af fjerene om morgenen, og den, der får os til at lægge hovedet trygt mod puden om natten. I tillid til og med håbet om en bedre fremtid.”

Er det ikke er dejligt budskab midt i Coronakrisen?