Tingbjerg-unge til boligminister: Drop ghettolisten!

Fjern listen. Lad være med igen at fortælle os, at vi er et problem, skriver unge fra bydelen Tingbjerg til boligminister Kåre Dybvad.

Regeringen fremsætter ny såkaldt ”ghettoliste” for 2020 den 1. december. Listen møder nu konkret modstand fra Tingbjerg ungefællesskab fra den københavnske bydel Tingbjerg. De har nu sendt et åbent brev til Kaare Dybvad, hvor de dels takker for at boligministeren vil droppe selve ordet ”ghetto”, og dels protesterer mod over hovedet at lave sådan en liste, som stempler et helt lokalsamfund.

Listen rammer hårdt

”Du har flere gange sagt, at du er imod brugen af ordet ”ghetto”. Det er vi selvfølgelig glade for, men helt ærligt: Du kan kalde listen lige præcist, hvad du vil. Listen vil fortsat eksistere – og den rammer os lige så hårdt. At du bruger nye ord, fjerner ikke følelsen hos os. Følelsen af at blive betragtet som andenrangsborgere,” skriver Amina Safi, Eden Tewolde, Jawahir Yusuf og Leyla Bouazzi på vegne af Tingbjergs ungefælleskab.

Vi er ikke en virus i samfundet

Som beboere i kvarteret bryder de sig ikke om at blive betragtet som et problem.

”Vi bor og lever i Tingbjerg, og vi elsker vores liv her. Men ”ghetto”-listen udpeger Tingbjerg som noget inficeret. Et problem. Men vi er ikke en virus i det danske samfund. Vi knokler med vores studier, vi arbejder og bidrager til det danske samfund – og vi føler et kæmpe ansvar for at bidrage til Danmark.

Ja, det er op ad bakke

Og så forklarer de, hvorfor beboere med anden etnisk baggrund end dansk ofte har særlige udfordringer:

”Vi ved, at Rikke får jobbet før Amina, selvom de er lige kvalificerede. Vi ved, at det er bedst ikke at skrive i vores jobansøgninger, at vi bor i Tingbjerg. Vi ved, at vi bliver kaldt aber og perkere på gaden.

Men vi lever med det og accepterer, at vi bare skal kæmpe dobbelt så hårdt. Vi gør virkelig vores bedste, skriver de unge:

”Vi knokler i skolen og engagerer os samfundet i vores fritid – alligevel giver du os en finger lige i ansigtet, når du offentliggør ”ghetto”-listen.

’Lyt til os – tal med os’

”Med listen siger du, at vi er et problem,” skriver de unge – men:

”Vi er på vej, så tro på os. Lyt til os og tal med os – i stedet for hele tiden at udskamme os.”

Brevet slutter igen med ros til boligministeren:

”Vi tror på dig, Kaare. Du har sagt ting om de såkaldte ”ghettoer”, der giver os håb. Fjern listen. Lad være med igen at fortælle os, at vi er et problem.”

Mellemfolkeligt Samvirke indsamler underskrifter mod ghettolisten her.

Sociolog og og forfatter Aydin Soei afliver myter om “ghettoer” her: