Tre unge kvinder om religiøs sameksistens: Vi har troen på tilgivelse til fælles

En hindu, en muslim og en kristen mødtes i Ikast for at tale om, hvordan deres forskellige gudsbilleder præger deres liv og deres syn på andre mennesker.

”For mig er guderne forskellige energier, det er kærlighed og varme, men det er også mørke kræfter, som ikke gør ondt i verden, men hjælper os med at lære. Så når jeg møder vanskeligheder, tænker jeg, at det er en chance for at lære, og jeg tænker over, at det, andre gør mod mig, kommer fra mennesker, ikke fra guderne. Så jeg kan vælge at handle frit og tilgive.”

18-årige Athmega Jeyamuralysarma er hindu og datter af en hindupræst, der er tilknyttet hindutemplet i Herning. Athmega er vokset op med jævnlige besøg i templet, hvor hendes far i mange år har forestået ritualerne.

Athmega er en af tre deltagere i en paneldebat om gudstro, gudsbilleder og de hellige skrifter i hinduisme, kristendom og islam. Den foregår i Hyldgårdshallen i Ikast, hvor op mod 600 elever fra områdets 8.-9. klasser er samlet en torsdag i februar til ”Religionernes dag”. Arrangementet omfatter paneldebat, en udstilling med information og opgaver om de tre religioner, planlagt af lokale repræsentanter fra trossamfundene, teater med Opgang 2 fra Aarhus og show og debat med de to kvinder fra satireshowet ”Det slører stadig” fra DR2.

  
På besøg i tempel, moské og kirke

Arrangementet er afslutningen på et tre dages forløb, hvor eleverne har været på besøg i hindutempel, moské og kirke og har hørt præster og imam fortælle om ritualerne og den tro, de afspejler. Det har dannet baggrund for dialog i klasserne mellem eleverne. I Ikastområdet bor en del hinduer med oprindelse i Sri Lanka og en del muslimer med tyrkisk baggrund, mens det store flertal er medlemmer af Folkekirken.

Det er netop et mangeårigt samarbejde mellem Folkekirken, det tyrkisk-muslimske trossamfund i Ikast og en gruppe hinduer, der er baggrunden for ”Tro møder tro”-arrangementerne, som ”Religionernes dag” er en del af. Hvert år har arrangementet haft forskellige temaer, og i år er det gudstro, gudsbilleder og de hellige skrifter, der er på dagsordenen. Det er derfor, Athmega i panelet fortæller om sit forhold til de hinduistiske guder og forklarer, hvordan hendes billede af dem har ændret sig gennem hendes liv. Athmega har været vant til at tilbede guderne og har igennem sin barndom set figurer og statuer, der repræsenterer de forskellige hinduistiske guder.

  
H.C. Andersen og Ganesha

Athmega har hørt sine forældre fortælle hinduistiske sagn og gudehistorier, som hun som barn mest opfattede som eventyr på linje med H.C. Andersens, men med tiden er begyndt at opfatte som billeder på, hvordan vi er som mennesker, og hvordan vi skal forsøge at være – med gudernes hjælp.

”Vi hinduer er heldige, vi har så mange guder at vælge imellem, og mange af os har jo en gud, vi foretrækker eller har et særligt nært forhold til. Jeg tilbeder især Ganesha, som omfatter virkelig mange sider af eksistensen. Men hvis folk tror, at man bare kan vælge en ny gud, hver gang man støder på noget, man ikke bryder sig om, tager de fejl, for guderne lærer os det samme om, hvordan vi skal behandle andre. Ingen af dem giver en undskyldning for at slå ihjel eller stjæle,” siger Athmega med et smil og en lille latter, men også med et alvorligt blik.

  
Koranen er en form for manual

I panelet sidder også Cemile Yildirim, 22-årig laborantstuderende, der er født ind i en sunnimuslimsk familie med tyrkisk baggrund. I hendes religiøse univers er begreber som “energi” og “karma”, som Athmega taler om, ukendte. Hun har primært hentet sine begreber om Gud og sit billede af ham fra Koranen og fra den undervisning, hun har modtaget i den lokale moské.

”Vi har ingen billeder eller statuer af Gud, sådan som hinduerne har. Men inden for islam taler vi om Allahs 99 navne, som fortæller noget om, hvem han er. Jeg kan ikke huske dem alle, og i det hele taget er der så mange sider af Gud, at vi som mennesker ikke helt kan fatte det med vores begrænsninger. Men vi kan læse i Koranen, som jeg opfatter som en form for manual for, hvordan vi skal leve,” siger Cemile.

Hun tilføjer, at hun oplever Guds nærvær stærkt, når hun er i naturen, og når hun beder om tilgivelse.

”Når man beder oprigtigt om tilgivelse, kan man mærke, at det letter i hjertet. Men selvfølgelig dur det ikke, at man bare gør alt muligt forkert og så beder om tilgivelse bagefter. Gud er ikke kun tilgivende, men også skarp og retfærdig, og vi muslimer tror, at vi efter døden må se i øjnene, om vores handlinger fører til, at vi kommer i himlen eller helvede,” siger hun.

  
Tilgivelse eller karma

Den tredje paneldeltager, Marie Andersen, er kristen og teologistuderende på Aarhus Universitet. Hun er vokset op i en familie, hvor kirkegang og børnebibel var en del af opdragelsen, ”så jeg har nok nogle af mine tidlige gudsbilleder fra Johannes Møllehaves børnebibel,” siger hun med et smil. Hun kan nikke genkendende til meget af det, de to andre paneldeltagere siger.

”Tilgivelsen som et vigtigt begreb er vi fælles om,” siger hun. ”Jeg tror, at vi er enige om, at når Gud eller guderne kan tilgive os, er det vores opgave som mennesker at tilgive hinanden. Men min kristne opfattelse af tilgivelsen er nok anderledes end både Cemiles og Athmegas, for jeg tror på, at Gud tilgiver mig, allerede før jeg beder om det, og jeg tror ikke for alvor på begrebet om karma. For hvis alt, jeg oplever, er noget, jeg selv har sendt ud, og som så kommer tilbage til mig, hvad skal jeg så stille op med mit billede af Gud, hvis en af mine nærmeste fx dør i en trafikulykke. Der tænker jeg, at noget bare er meningsløst og ikke skal ses som en straf eller en konsekvens af en bestemt handling, et menneske har udført,” siger hun.

  
Tilgivelse og gode energier

De tre paneldeltagere har den stærke tro og en opdragelse i en religiøst praktiserende familie til fælles. Men deres gudsbilleder er forskellige. Så kan det give problemer, når de lever i samme samfund? Nej, mener de alle tre.

”Ingen af os ved for alvor, om vores billede af Gud er rigtigt. Jeg har Jesus som et konkret billede af Gud, men den kærlighed, han repræsenterer, er for mig ikke i modsætning til den tilgivende Gud og de gode energier, som Cemile og Athmega taler om,” siger Marie.

Cemile supplerer: ”Som jeg nævnte, er vi mennesker ikke i stand til at fatte og se det samme, som Gud ser. Til gengæld kan vi være enige om at forsøge at leve efter Guds vilje, og det handler meget om at behandle hinanden ordentligt. Det er ikke let, men som troende tror jeg, at vi er optaget af at gøre os meget umage. Når vi tilbeder Gud og trækker os tilbage i bøn, er det for at blive mindet om, at vi er skabt af Gud og skylder alt det skabte respekt.”

Athmega supplerer med en talemåde, hendes far, hindupræsten, har lært hende: ”Alle vi mennesker bevæger os ad forskellige stier, men vi vil alle det samme gode sted hen. Vi går forskellige veje hen mod en dejlig park, som vi alle gerne vil være i,” siger hun.