Udlændingestyrelsen genoptager sagen om syrisk asylægtepar, der blev adskilt, fordi kvinden er under 18 år

Udlændingestyrelsen genoptager også de øvrige sager, hvor asylpar er blevet adskilt, fordi en af parterne er under 18 år.

Udlændingestyrelsen genoptager sagen om det syriske ægtepar Alnour Alwan og Rimaz Alkayal, der er blevet adskilt af de danske udlændingemyndigheder og flyttet til hver sit asylcenter. Det fremgår af et svar fra Udlændingestyrelsen til Folketingets Ombudsmand, der er gået ind i sagen. Ægteparret må ifølge udlændingemyndighederne ikke bo sammen, fordi Rimaz Alkayal, der er gravid, er under 18 år. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) bad i februar 2016 Udlændingestyrelsen om at ændre praksis i forhold til såkaldte barnebrude på danske asylcentre. Fremover må ingen mindreårige asylansøgere under 18 år bo sammen med en ægtefælle eller samlever. I de tilfælde, hvor der sker, skal parrene skilles ad – også i de tilfælde, hvor de har børn.

”Jeg er ikke barnebrud,” har den 17-årige Rimaz Alkayal tidligere forklaret til Politiken.dk, som fortalte parrets historie den 5. marts. Her afviste parret også, at der er tale om et tvangsægteskab.

De forklarede, at deres forhold er opstået via Facebook, at ægteskabet er indgået i Tyrkiet før flugten til Danmark, at det er frivilligt, kærlighedsbaseret og accepteret af begges familier.


En uge under jorden

Rimaz Alkayal og Alnour Alwan forlod – i et forsøg på at undgå adskillelse – den 3. marts Fredericia Asylcenter og levede under jorden en lille uges tid, indtil de onsdag den 9. marts efter en samtale med deres advokat, Amalie Starch, besluttede at vende tilbage til asylcentret. To dage senere, fredag den 11. marts, blev de to ægtefæller flyttet til hver sit asylcenter.

Advokat Amalie Starch klagede få dage senere til Folketingets Ombudsmand over udlændingemyndighedernes afgørelse. Hun mener, at adskillelsen af parret er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om familiens enhed.


Svar følges op med nye svar til ministeriet

Folketingets Ombudsmand har efterfølgende indhentet udtalelser fra Udlændingestyrelsen og Udlændingeministeriet i sagen.

Udlændingestyrelsen oplyser i sit svar fra den 28. april, at sagen om adskillelsen af Rimaz Alkayal og Alnour Alwan vil blive genoptaget. Ligeledes vil de andre sager, som allerede er afgjort, blive genoptaget, og der vil blive foretaget ”en fyldestgørende partshøring”, skriver Udlændingestyrelsen.

”Under sagsbehandlingen, i forbindelse med genoptagelsen af sagerne, vil parterne forblive adskilt. Udlændingestyrelsen vil tilstræbe en hurtig afgørelse i sagerne,” skriver styrelsen afslutningsvis.

Folketingets Ombudsmand gør ikke mere i forhold til den konkrete sag, da den nu er blevet genoptaget, ud over at han ønsker at blive underrettet om sagens udfald.


Læs mere

• Udlændingestyrelsens høringssvar til ombudsmanden d. 28. april 2016.

• Ombudsmanden går ind i sag om syrisk asylægtepar, der er blevet adskilt, Sameksistens.dk, 06-04-2016

• Syrisk asylægtepar er blevet adskilt og bor nu i hver sit asylcenter, Sameksistens.dk, 14-03-2016

• Støjberg: Mindreårige asylansøgere skal adskilles fra deres ægtefælle/samlever – også hvis de har børn, Sameksistens.dk, 10-02-2016

• ”Vi nægter at blive skilt. Det er vores beslutning. Punktum”, Politiken.dk, 05-03-2016