Vestjyder er Danmarksmestre i frivilligt arbejde

Statistik: Især Vestjydernes forkærlighed for det frivillige idrætsarbejde bringer dem til tops i statistikken over frivilligt arbejde.

Hele 42 pct. af voksne vestjyder svarer i en ny undersøgelse, at de har udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. Det er markant over landsgennemsnittet, hvor 33 pct. af danskerne som helhed svarer at have udført frivilligt arbejde i årets løb.

Frivilligt arbejde dækker over at have givet arbejdskraft gratis væk som frivillig i en idrætsforening, til sociale indsatser, til kulturområdet – eller andre områder i det mangfoldige danske foreningsliv.

Hver sjette vestjyde har været idrætsfrivillig

Det er især på idrætsområdet, at vestjyderne står stærkt i statistikken over frivilligt arbejde. Ikke mindre end 16 pct. af alle vestjyder (svarende til hver sjette) beskæftigede sig nemlig frivilligt med idrætten i 2018.

Idræt er overordnet set det største frivilligområde i Danmark – her svarer 9 pct. – svarende til hver 11. dansker – at have leveret frivilligt arbejde i løbet af 2018.

Mindst frivilligt idrætsarbejde laves af folk fra landsdelene Byen København og Københavns omegn, hvor hhv. 5 og 7 pct. har lavet frivilligt idrætsarbejde.

Mangler idrætsfaciliteter i København

Denne relativt lave andel kan delvist forklares ved, at der simpelthen er færre idrætsfaciliteter i København og omegn sammenlignet med resten af landet, forklarer fuldmægtig ved Danmarks Statistik Monika Bille Nielsen i en pressemeddelelse:

– Idrætsfrivilligheden er det største af alle idrætsområder i Danmark, og dermed vægter dette område tungt i statistikken. En tidligere undersøgelse fra Danmarks Statistik har vist, at jyderne i mange tilfælde har over dobbelt så mange idrætsfaciliteter pr. indbygger som kommunerne på Sjælland og omkring København.