’Vi er alle fælles om menneskelig værdighed’

KRONIK: Hvad er racisme og antiracisme? Det handler i bund og grund om menneskesyn. Derfor bør vi grave et spadestik dybere i debatten, mener kronikør.

Kronik af Marianne Olsen

”I skal turde grave et spadestik dybere”, siger de tre afrodanskere i interviewet på netavisen Sameksistens.dk den 15. januar.

Alt bunder i racisme

Det har jeg længe haft lyst til. Så jeg prøver at tage imod opfordringen her.

De tre kvinder påpeger at alt til syvende og sidst bunder i racisme. Mit spadestik graver ned for at udforske hvad vi taler om. Hvad mener vi, når vi bruger ordet racisme? Udfordringen ligger i at man ofte placerer begrebet ’antiracisme’ som det modsatte af racisme, for det går jeg ikke med til. 

Så jeg går til bekendelse med det samme: Jeg er hverken racist eller antiracist.

Racismens tvetydighed

Begrebet racisme hviler på det falske grundlag at det kan ses på et menneske hvilke egenskaber, hvilken intelligens og hvilke evner det har. Den fordom støtter sig til pigmenteringen af nogle menneskers hud, eller på egenskaber ved deres hår.

De folk der danner sig meninger og sådanne fordomme, tillader sig at se ned på folk der har en anden pigmentering end dem selv og synes at de har lov til at råbe efter de anderledes, at udnytte dem, at bruge dem enten som slaver eller ved at udnytte deres arbejde for mindre betaling, end de ville honorere andre med. De taler om dem som folk, der har ringere intelligens, end de selv har, og derved afslører de – netop ved at tale sådan – middelmådigheden i deres egen indsigt – eller endda egen uvidenheds tåbelighed. Det viser sig nemlig at disse fordomsfulde mennesker både gør deres medmennesker ondt og sig selv ondskabsfulde. Tvetydigheden ligger i både overbevisning og handling. De to fænomener, vrangforestillingen og den racistiske handling er uløseligt bundet til hinanden.

Uykken kommer fra overbevisningen. Den er falsk. Når det handler om racisme kan man ikke tale om at synes eller at mene. Det er simpelthen en forkert overbevisning, et bedrag.

Hvad vi finder spadestikket dybere

Spadestikket dybere:

Under de racistiske fordomme finder vi den realitet at der kun er én menneskehed. Samtidig finder man at ethvert individ er forskelligt fra ethvert andet individ. Ligesom vores fingeraftryk er forskellige, er vi selv forskellige fra alle andre.

Men vi er sociale, vil gerne omgås hinanden og kan heldigvis på mange måder tale med hinanden og således leve i samfund. Det er det spændende ved at være menneske. Vi kan godt se ethvert andet individ i øjnene, tale i øjenhøjde, respektere hinanden og forvente respekt af hinanden.

Antiracismen som handlegrundlag

Det går desværre ofte galt, så vi oplever racisme, enten over for os selv eller over for andre mennesker. I de tilfælde er vi nødt til at reagere antiracistisk. Den antiracistiske reaktion hører den situation til, hvor racistiske handlinger eller sprog finder sted.

Man er heldig, hvis man selv straks bliver såret over racistiske handlinger, fordi så handler man umiddelbart. Jeg indrømmer at det er let for mig at sige, fordi jeg har jødiske rødder og bliver både vred og såret i racistisk selskab. Det hænder, for ikke alle kan se på mig hvad jeg er for en, og det er derfor meget let at sætte mig i andres sted, hvor man kan se det.

Den antiracistiske handling fremkaldes altså af en situation, hvor en racist – eller antisemit – overskrider sit medmenneskes grænse, og så er det både nødvendigt og godt at reagere. Og lige dér må man så også sige hvad man er FOR.

Én menneskehed

Den antiracistiske reaktion gør nemlig ikke ham eller hende der reagerer til antiracist. Handlingen er fremkaldt fra det spadestik dybere, der siger at vi hører til den samme menneskehed og dog alle er forskellige.

Derfor er jeg ikke antiracist, men én, der graver ned til den menneskelige værdighed, vi alle er fælles om.

Læs reportagen fra de tre afrodanske kvinders podcast her.