Vi er lige – uanset vores kulturelle ’lomme’

DEBATINTERVIEW: Al snak om danskhed er absurd og tjener kun til at udelukke dem, der ikke er ”danske”, mener sprogforsker Knud Lindholm Lau.

Fortalt til Svend Løbner, redaktør

Hvad er danskhed?

Sådan lyder det første spørgsmål i dette debatinterview med Knud Lindholm Lau, kendt fra sin bog LTI om Victor Klemperers forskning i Nazitysklands sprogbrug og senest forfatter til ”Bare fordi AT…”, der analyser sproglige forestillinger i udlændingedebatten herhjemme.

Knud Lindholm Lau er ud over forfatterskabet også talelærer, kommunikationsrådgiver og ekstern lektor ved Syddansk Universitet.

Så, hvad er danskhed?

Det kan man ikke svare på, for spørgsmålet indeholder en skjult forudsætning. Forudsætningen for spørgsmålet er, at det kulturelle udtryk er noget, der er givet forud. Når man spørger: ”Hvad er danskhed?” har man implicit antaget, at der eksisterer en givet danskhed, og at man bidrager til, hvad dette eksisterende måtte indeholde. Det er en falsk måde at stille det op på.

Der findes ikke sådan en danskhed, der er givet på forhånd. Det afviser jeg. Derimod findes der selvfølgelig på disse 44.000 kvadratkilometer med tilhørende arealer nogle fremherskende kulturelle træk. Og gennem tiden har forskellige kulturelle træk været fremherskende.

Historisk er det fuldstændig absurd at tale om en danskhed, når vi allerede på det religiøse plan før Jellingestenen var hedenske, efter Jellingestenen katolske, efter 1536 protestantiske, og efter begyndelsen af 1900-tallet mestendels sekulariserede. Allerede her ser vi, at der ikke er nogen permanent eller stabilt i noget, man ofte siger er kendetegnende ved det danske, nemlig det kristne. Det er en illusion. Det er noget, som et samfundsmæssigt ”vi” skaber, fordi vi er blevet fristet til at tale så ondt om dem, der så ikke tilhører denne ”danskhed”.

Vi har forskellige kulturelle træk

Men aktuelt er der selvfølgelig fremherskende kulturelle træk. Dem kan man læse om i værdiundersøgelser. Her vil man opdage, at vi altså ikke er særlig ens. Jeg er født sønderjyde, og jeg løb sammen med mine kammerater efter biler, der havde en K-nummerplade. For K betød København, og i København boede de rige og de kendte. Så vi løb efter bilerne, for dér lå guldet og mulighederne for berømmelse!

Allerede her kan vi se, at man som dreng i Jylland oplevede en afstand til vores hovedstad. Det er så det, der politisk set udnyttes i en forgrovet form i en provins/hovedstad-diskussion. Vi lever altså i forskellige kulturelle lommer, og ideen om, at vores samfund aktuelt er homogent, er absurd og i strid med empiriske kendsgerninger.

Det andet er, at sådan en homogenitet, hvis den fandtes, skulle være sat med Jellingestenen eller være vokset op af jorden under vores fødder. Hvis vi tager fat på det sidste, så er ideen om, at den vokser fra jorden jo hørt før. Det er en ”Blut und Boden-tænkning” (blod og jorden, red.).

Der grund til at være på vagt over for en forståelse af, at vores karakter som ”dem, der bor inden for rigets grænser lige nu” skulle være en karakter, der er udviklet gennem blodets bånd tilbage i tiden og gennem den jord, vi lever på. Vi er snublende nær sådan nogle formuleringer. Det har ogsåværet en nazistisk tanke. Det har sikkert også nogle andre idehistoriske rødder.

Hvis vi hvis trækker knap så store klinger frem, så har vi idéen om en homogenitet, og dermed en forbundet danskhed. Eller omvendt en danskhed, der befordrer eller producerer en homogenitet. Denne idé har betydning for, hvem der får lov at tilslutte sig dette fællesskab af danskhed.

Medieverdenen laver hundredvis af programmer om året, der hedder ”Hvad er danskhed?” Derved gentager man forestillingen om, at der findes sådan en danskhed, der er givet forud, og ikke bare er et sæt af fremherskende kulturtræk. Det er min grundlæggende afvisning af begrebet danskhed.

Kristendom er ikke et godt argument

Hvis vi så følger din tanke om kulturelle lommer på dette geografiske område, vi kalder Danmark. Betyder det, at hvilken som helst kultur, værdier og input udefra kan manifestere sig i dette område, og dermed skabe parallelsamfund?

Man skal ikke acceptere hvad som helst i et samfund. Man skal ikke acceptere, at nogen – uanset hvem de måtte være – forsøger at nedbryde for eksempel domstolenes uafhængighed, den politiske grundlov og dens liberale frihedsrettigheder. Det skal man politisk modvirke. Men det kan ikke gøres med den argumentation, at ”dette ikke er dansk”. For derved lander man i en fælde; at man antager danskhed som noget, der er givet forud.

Hvis man taler om den politiske grundlov, er der intet, som har været ”forudgivet” her i landet. I Lutheråret stod der på en øletikette, at der kunne trækkes tråde for ytringsfrihed og demokrati tilbage til Luther og kristendommen på den tid. Det kan man lige præcis ikke. Jeg ved godt, at der hos Luther ligger en forestilling om den enkeltes ansvar over for sin Gud, og derfor kan der ses et individualistisk perspektiv ind i lutherdommen.

Men ligefrem at sige, at demokratiet fødes dér, er at trække den for langt. Kvinders stemmeret skulle tilkæmpes vanskeligt i 1915. Bønderne var holdt uden for det gode selskab, for de var anset for ubegavede. Arbejderne blev anset for ikke værende i stand til at administrere deres egne liv, og kvinderne var ikke kapable til at tale med om samfundsforhold.

Det har aldrig været effektivt at bruge danskhed som argument for demokratiet. Man må have fat i andre argumentationer. Man må hente sin demokratiopfattelse et andet sted, for Danmark har først for nyligt udviklet sig til et demokrati. Og hvor det ender, kan vi ikke vide i øvrigt. Det kan ende i en udvidet form for demokrati. Så jeg mener ikke, at jeg opgiver en palisade, fordi jeg siger, at der ikke findes en form for danskhed.

En universel humanistisk tankegang

Nej, men du bruger nogle andre argumenter. Du vil ikke bruge begrebet danskhed, for det kan slet ikke indramme, hvad det handler om. Men hvad kan så definere?

Det kan måske være en universel humanistisk tankegang. Menneskerettigheder, for eksempel. Men dér kommer man i voldsomt i klammeri med nogle, der ellers hævder danskheden som værende det bærende princip, for de kan faktisk ikke lide menneskerettighederne.

Hos Søren Krarup og andre Tidehvervs-teologer er der netop en kritik af, at menneskerettighederne er sat over en forståelse af danskheden som noget, der er givet forud. Det kan man nærmest se fuldt skrevet ud hos Søren Krarup.

Dér vil jeg stå i opposition. Den tunge vej at gå er at argumentere for, at mennesket er lige og skal have lige rettigheder. Der er nogen, der vil finde støtte i en religiøs opfattelse og vil begrunde menneskers ligeværd – også i en praktisk sammenhæng – med en sådan. Men det behøver man ikke, og det ville jeg ikke selv gøre.

Mennesket er unikt og værdifuldt i sig selv. Humanisme og menneskets værdighed, som den blandt andet er udtrykt i FN’s Menneskerettighedserklæring, er nok. For mig i hvert fald.