Vi ser hinandens menneskelighed

Louise og Clement Dachet har kendt hinanden i 14 år og været gift i 11. Her fortæller de om glæder og udfordringer ved at være et tværkulturelt par.

– Andre ser os som sort og hvid, men når jeg vågner om morgenen og ser ind i Louises ansigt, tænker jeg ikke: Hov, hun er jo hvid! Farverne forsvinder. Når vi bygger relationer, ser vi hinandens menneskelighed og ikke bare hinandens farve, race eller kultur.

Det fortæller Clement Dachet fra Nigeria, der er gift med danske Louise. Vi møder det tværkulturelle par i hjemmet i landsbyen Elev udenfor Lystrup ved Aarhus, hvor de bor sammen med deres børn Benjamin på syv og Josefine på ni år. Louise er skolelærer, og Clement er partnerkoordinator i Mission Afrika.

Langdistance-forhold

Louise var i Nigeria som volontør for Mission Afrika. I storbyen Jos mødte hun Clement, der var præst for en menighed på omkring 1.000 medlemmer. Han var reflekterende og oprigtigt interesseret i, hvordan hun havde det, og det tiltalte hende.

Louise flyttede tilbage til Danmark, og Clement flyttede til Schweiz for at arbejde i organisationen i Ungdom med Opgave. De talte tit sammen i telefonen, skrev flittigt til hinanden på e-mail og besøgte hinanden mange gange i hhv. Schweiz og Danmark. Deres venskab udviklede sig til, at de nu også blev kærester, og to et halvt år senere blev de gift. De har nu været gift i 11 år og har fået to børn sammen.

Er du kristen?

Det er en styrke at have troen til fælles, siger de begge to.

– Clement var god til at forstå, at jeg var et helt andet sted, end han var. Jeg var jo ikke teolog på nogen måde. Han var mere moden i forhold til sin tro, fortæller Louise.

– Jeg spurgte hende, om hun var kristen, og hun svarede, at det havde hun altid været. Det kom bag på mig. For hos os er kristendommen relativt ny i samfundet, og min egen familie har baggrund i en traditionel religion. Kristendommen er derfor noget, man konverterer til, og man kan sætte dato på, hvornår man blev kristen, fortæller Clement.

Den ene er altid væk

Det er ikke uden udfordringer at være gift med en person fra en helt anden kulturkreds, fortæller parret.

– Vi kan aldrig være i samme kultur samtidig. Den ene må opgive sin kultur til fordel for den andens. Og det gælder begge veje: Den, der rejser ind i et land, må tilpasse sig landets kultur, men den som tager imod må også indrette sig efter den andens kultur for at vise gæstfrihed, fortæller Clement.

– Det kræver meget af begge to. Det har været hårdt. Jeg har skullet oversætte meget de første år, sætte mig ind i udlændingeloven og indsende ansøgning om opholdstilladelse gentagne gange. Det er heldigvis gået godt hver gang, men det er aldrig noget, vi kan være sikre på, fortæller Louise.

– Vi havde ikke regnet med, at det ville være så kompliceret i starten. For os handlede det om kærlighed. Vi var jo bare forelskede, smiler Clement.

Kollegerne til fødselsdag

Samtidig mener Clement, at folk fra begge kulturer kan tage ved lære af hinanden:

– I Vesten er der en individualistisk kultur, hvor vi i Afrika har en kollektivistisk kultur, hvor alle i lokalsamfundet er indbyrdes afhængige af hinanden.

– I kan være venner på ét niveau, når I studerer eller arbejder sammen, og på et helt andet niveau når klokken er 16, og I har fri. I inviterer ikke nødvendigvis arbejdskollegerne til fødselsdag. I Afrika har vi en mere holistisk tilgang. Vi hænger sammen og dyrker venskaber på kryds og tværs af vores professionelle virke.

– Jeg kan godt se, at det kan være mere effektivt at fokusere på individet og blot engagere sig i arbejdsfællesskabet. Ulempen i Afrika er, at der kan være så mange andre relationer, som distraherer. På den anden side kan afrikanere lære danskere at sætte pris på relationer og indse betydningen af holdbare venskaber. Vi kan ikke bare definere mennesker ud fra bestemte kasser fx deres opgave eller placering i samfundsmaskineriet. For da går vi glip af muligheden for at blive beriget af andre mennesker.

Accept fra begge familier

Mødet med deres respektive familier er gået godt, fortæller Louise og Clement.

Da Louise fortalte, at hun var blevet kæreste med Clement, inviterede de ham på påskeferie. Men Louises søstre var mere betænkelige. Ville Louise rejse væk, så de dermed kom på afstand af hinanden?  

Clements mor var glad på sin søns vegne og respekterede ham for hans valg. Men Clements far var mere betænkelig. Normalt vil nigerianske forældre helst, at man gifter sig indenfor sin stamme, men nu sagde han: Er der da ikke en pige i alle Nigerias stammer, du kan vælge i stedet?

En dag rejste Louise til Nigeria alene, fordi Clement var forhindret, og her besøgte hun sine kommende svigerforældre på egen hånd, overnattede og blev der et par dage. Det smeltede farens hjerte, så også han accepterede ægteskabet, hvilket er absolut nødvendigt i afrikansk kultur.

Bad cop – good cop

Hvad med børneopdragelse – ser I forskelligt på det?

– Jeg er vokset op i et kollektivsamfund, hvor børnene løb frit omkring i landsbyen og selv fandt på lege. Her i Danmark synes jeg, forældrene er meget bekymrede for, om børnene har nok at lave hele tiden. De arrangerer hele tiden mange aktiviteter for børnene. Det, synes jeg ikke, er nødvendigt, for børnene har også brug for et frirum, hvor de bare kan lege og finde på ting.

Louise nikker anerkendende. Som lærer på Jakobskolen i Aarhus ved hun, at børn både skal stimuleres og have fri til at lege selv. Alligevel har hun en mere pædagogisk måde at takle børnene på, en måde som Clement betegner som blød.

– Jeg er nok ”bad cop” i familien, mens Louise er ”good cop”, god politibetjent, smiler Clement og tilføjer:

– Men når jeg er streng, er det for børnenes eget bedste, og de ved, at jeg elsker dem.  – Og forskellene mellem os kommer ikke kun af, at vi kommer fra forskellig kultur, men også fordi vi er mand og kvinde, har forskellig alder og forskelligt temperament.

Artiklen er et remix af Svend Løbners artikel i MAgazinet, der udgives af den folkekirkelige hjælpeorganisation Mission Afrika. Artiklen er bragt med tilladelse.