‘Vi skal af afkolonisere vores tankegang’

Idil Aden repræsenterer en ny generation af unge flerkulturelle danskere, der er mere optaget af indre værdier end af ydre fremtoning.

Af Svend Løbner

Veluddannet verdenskvinde. De to ord passer godt på Idil Aden, der i løbet af sine 31 år har været stewardesse, eventmager i New York, ansvarlig for en afdeling i Magasin i København og i dag læser til sociolog, mens hun tjener penge som togfører i DSB.

Men allerede efter studentereksamen trak verden i den flerkulturelle kvinde. Så hun rejste til Tanzania og arbejdede som volontør. Afrika har en stor plads i hendes hjerte. Ud over somalisk lærte hun efter tre år i Tanzania at tale flydende swahili.

Mobbet som eneste somalier i skolen

Hendes forældre emigrerede til Danmark for over 50 år siden. Moren forretningskvinde og faren skibskaptajn og iværksætter. Men det var ikke let for Idil at vokse op i Aalborg som eneste somalier i skoleklassen.

– Når jeg bøjede knæ for at samle noget op, sagde læreren: ”Nu er du dér, hvor du hører til i samfundet!” De andre elever bandt en banan på en snor og bad mig følge efter og fange den. Drenge hængte reb med løkker op rundt omkring på skolen.

– Og så forventer samfundet at jeg som dansker med somalisk baggrund skal integrere mig! udbryder Idil Aden indigneret. Ikke desto mindre er hun netop integreret, endda i en grad så den eneste hindring for fuldstændigt ligeværd med andre danskere er de fordomme, hun møder i hverdagen.

Kom ind bag facaden

– Den fordom, jeg oftest møder, og som gør mest indtryk på mig, er: ”Er du adopteret?” I mine øjne siger den person til mig, at to afrikanske forældre, som er emigreret til Danmark, aldrig ville kunne opfostre en veltalende, velformuleret og velopdragen ung pige.

– Men her står jeg: Veltalende, velopdragen, velformuleret, veluddannet og dansk. At jeg skal forklare, at jeg ikke taler med en specifik dialekt udover jysk, giver mig en dårlig smag i munden. Jeg har lært dansk på lige vilkår med alle andre. Gået i dansk skole, haft danske venner, haft dansk fritidsjob…


– Folk skal vænne sig til, at vi alle sammen er velfungerende mennesker, der har vores plads i det danske samfund, mener Idil Aden.

Hvad vil du sige til folk med fordomme?

– At man ikke bare skal konkludere, at man ved, hvem jeg er, bare ved at kaste et blik på mig. Kom ind bag facaden og se bort fra de ideer og fordomme, du måtte have om, hvem jeg er, eller hvad jeg står for.

Vi har alle plads i det danske samfund

Det omgivende samfund skal vænne sig til danskere i mange farver og faconer, mener hun:

– Folk skal vænne sig til, at vi alle sammen – altså størstedelen af os – er velfungerende mennesker, der har vores plads i det danske samfund. Vi skal lade være med at sætte hinanden i bås og lade folk være folk.

– Bedøm mig på, hvordan jeg behandler dig og andre. Lad være med at kigge på mig og bedøm mig på, om jeg har tørklæde på, har dialekt eller andet, siger Idil, som også mener nydanskere skal ”lade være med at have skyklapper på og være i forsvarsposition”.

– Det gælder begge veje. Fra vores side som indvandrere og andengenerationsindvandrere skal vi være åbne for at tage de etniske danskere ind, men de etniske danskere skal også være åbne for at tage os ind. 

Unge blev blandet i skolen

Men der er lyspunkter, mener Idil Aden. Den opvoksende generation er blevet vant til at se mennesker med forskellige baggrunde:

– Vores generation har ikke haft noget valg: I skolen er man blevet blandet. Man kan ikke vælge, om man vil gå i skole med Jakob eller Astrid eller Muhammed eller Fatma. Derfor har vi fra barnsben lært ikke at se hudfarve eller noget. Det er først, når børnene bliver ældre, at de bliver gjort opmærksomme på de her ting. Det kommer blandt andet fra medierne.

Vi skal afkolonisere vores tankegange

Idil Aden har lige læst bogen: ”Decolonizing the African mind” (At afkolonisere den afrikanske tankegang), af Chinweizu. Bogen har gjort indtryk.

– Vi skal i virkeligheden alle sammen afkolonisere vores tankegange. For vi sidder stadigvæk fast, selvom vi gerne vil og har en forståelse for emnet. Det sidder stadig så dybt i os, at der er en adskillelse, og at der er forskel, og at det er ”dem og os”. Men hvis vi ligger på operationsbordet, er vi ens: Vi bløder ens, vi har lige mange smerter osv.

– Martin Luther King og vores forældre har kæmpet for, at vi er kommet hertil, hvor vi er i dag. Men hvorfor kommer vi ikke videre? Hvorfor sidder vi stadig fast i den gamle tankegang?

Vi er mere ens, end vi tror

Idil er ikke bange for gå i clinch med folk, som mange vil betegne som racister:

– Jeg går i dialog med rigtig mange mennesker, som måske deler holdning med Pernille Vermund og Rasmus Paludan. I stedet for at gå til angreb, taler jeg med dem for at vise, at jeg i mange aspekter af livet oplever det samme som dem: Jeg synes også, at det er træls, når det regner og er sjaskvejr, eller når der kommer en ekstra regning ind ad døren. Vores liv er meget mere ens, end vi tror. Det er det, vi skal vågne op og blive opmærksomme på.  

Derfor skal også nydanskere holde op med at ”smide racismekortet”, mener hun:

Os med anden etnisk baggrund end dansk skal ikke bruge racisme som det første forsvar, vi trækker op af lommen, så snart vi hører noget, vi ikke kan lide. Folk har forskellige meninger og holdninger. Hvis du ikke føler, at du kan genkende eller reflektere dig selv eller dine omgivelser i det, så start en dialog med personen. Så kan I måske nå en indbyrdes forståelse – eller i hvert fald en gensidig respekt og accept af hinanden, sådan at I kan tolerere hinanden.