’Vi var lige ved at sejle ind til Gestapo’

Tidligere overrabbiner Bent Melchior fortæller om den dramatiske flugt over Østersøen i oktober 1943.

Af Svend Løbner

– At jeg selv har været flygtning har sat helt specielle spor i mit sind. Jeg har som 14-årig oplevet den fornedrelse, der ligger i at være flygtning.

Sådan indleder tidligere overrabbiner Bent Melchior fortællingen om den dramatiske flugt fra nazisternes jødeforfølgelser i oktober 1943. Det, pludselig at skulle flygte over hals og hoved uden at kunne tage andet end ganske få ejendele med i en lille taske, virkede som et chok for drengen. Det, at blive fragtet over Østersøen med en fisker, der ikke havde forstand på navigation, og det, at alting skete så pludseligt og improviseret, gør, at Melchior levende kan sætte sig ind i, hvad flygtninge må gennemleve i dag.

Og her tænker han på et andet hav: Middelhavet.

– Det er for mig ubegribeligt, at vi accepterer, at mennesker sejler over et hav, og at vi holder os tilbage fra at redde deres liv. Jeg ser for mig, når jeg står på det sted, hvor jeg gik i land i Sverige, at det var på bunden af det hav, jeg formodentlig skulle være havnet, hvis vi bare var sejlet lige ud og forbi Sverige. Så ville vi ligge derude uden brændstof og ingenting.

Et chok at skulle flygte

Historien om jødernes og familien Melchiors flugt over Østersøen til Sverige begynder dog et helt andet sted. Jøderne var assimileret i den danske befolkning, og mange i Melchiorslægten, der var kommet til landet 300 år tidligere, havde endda forladt jødedommen og tilsluttet sig folkekirken, fortæller Bent Melchior.

– Det er nok forklaringen på reaktionen fra befolkningen, da nazisterne begyndte forfølgelsen. Vi var landsmænd. Hvorfor skulle vi pludselig arresteres og deporteres?

Bent Melchior fortæller fra begyndelsen:

– Det over hovedet at flygte var noget af et chok. Det var mit egentlige chok som dreng. At man skulle forlade sit hjem uden at vide, om man nogensinde kom tilbage til det. Vi kunne ikke tage ret meget med. Der var ikke rejseliv i 1943, så hvis vi var begyndt at tage kufferter frem, så ville det vække voldsom opsigt.  Det man kunne tage med sig, havde størrelse af en skoletaske. Den fyldte man så med skifte- og undertøj og sokker og måske en skjorte. Og så var der ikke plads til mere. På den måde var vi alle i samme båd. Vi skulle sige farvel og tak og gå til noget, der var totalt usikkert.

Fantastisk hjælpsomhed

– Vi skulle finde nogle mennesker, som vi ved vores tilstedeværelse virkelig bragte i voldsom fare. Under det nazistiske Tyskland var det behæftet med dødsstraf at hjælpe jøder på flugt. Men vi fandt støtte og fantastisk hjælpsomhed og kærlighed hos mennesker.

– Det var meget svært for mine forældre at træffe den beslutning, at det på lang sigt var bedst at vi ikke blot gemte os, men flygtede ud af landet. Så vi var nogle af dem, der ventede nogle dage længere, end det var almindeligt. Og dermed flygtede vi også på et tidspunkt, hvor der var gået noget galt under flugten.

– Den mest dramatiske og tragiske begivenhed var det, der skete i Gilleleje Kirke, hvor man ikke havde haft transportmulighed for alle, der var kommet op til Gilleleje. De måtte overnatte på kirkeloftet, og da var der en stikker, der røbede det for tyskerne. Over 80 jøder blev arresteret ved den razzia.  Det gjorde, at hele Nordsjælland, som var det naturlige at søge til, når man ville flygte til Sverige, af modstandsbevægelsen betragtet som umuligt at flygte fra, fordi tyskerne koncentrerede deres opmærksomhed på det område.  

– Derfor blev vi dirigeret sydpå og flygtede fra Falster. Det er en helt anden historie end turen fra Gilleleje eller Snekkersten. For vi skulle ikke over Øresund, men over Østersøen. Hvor man fra Nordsjælland skulle sejle omkring en time for at komme over, skulle vi her sejle 7-8 timer. Det var oktober måned, det var mørket, og det var bestemt ikke sjovt. I fiskerbåden optrådte vi som de fisk, der skulle have ligget, hvor vi lå. Det er en meget lang tur, når man ikke ved hvornår der pludselig kommer en eller anden patruljebåd og stopper og arresterer en.

Fiskeren kunne ikke navigere

– Det var en hård tur, der også var et eksempel på, at det ikke kun var engle, der opererede fra dansk side på det tidspunkt. Den fisker, som havde påtaget sig at føre os over og blev ganske godt betalt for det, han viste sig overhovedet ikke at være i stand til at navigere. Det bevirkede, at på et tidspunkt, hvor vi troede, vi var i sikkerhed, slet ikke var i sikkerhed. Vi var kommet til land, og vi var lykkelige, og der var et fyr, der sendte lys hen over vandet, og fiskeren sagde: Vil I ikke gå i land? Han var bange for at svenskerne ville beslaglægge hans båd, og derfor lå vi og vuggede et par timer.

– Mange af os blev syge af bådens vuggen og jeg bad en bøn om at lyset fra fyret skulle hjælpe til, at dem inde fra land kunne se at vi var der, så de ikke behøvede at vente til det blev lyst med at sende en båd ud efter os. Men Vorherre hørte ikke på mine bønner…

– Vi lå der i timevis, og da der begyndte at blive lyst, gik det hen og blev lyst i den forkerte side! Hvordan kunne det gå til? Ud fra almindelige skolekundskaber hos en dreng i 9. klasse vidste jeg, at Sverige ligger øst for Danmark, og at det normalt er sådan, at solen står op i øst. Så det skulle altså gerne blive lyst dér, hvor landet lå. Det gik altså modsat. Det blev lyst i den modsatte side!

Undgik at falde i hænderne på Gestapo

– Så var mulighederne begrænsede. Enten skulle solen den dag, den 9. oktober 1943 have besluttet sig til at stå op i vest, og det var ikke alt for sandsynligt. Eller også var det land, vi lå ved ikke Sverige. Og det fyr vi så var altså Gedser fyr. Fiskeren var simpelthen sejlet rundt i en cirkel. Vi fik senere at vide, at han aldrig havde sejlet længere væk, end at han kunne se land. Han vidste ikke, hvordan man navigerede. Han havde købt et kompas men anede ikke hvad han skulle bruge det til. Så vi var lige ved at sejle ind til Gestapo.

– Hvad gør man så? Jo, så begynder man at sejle i retning af solen. Hvis man ser på et kort over Østersøen, så vil man opdage, at der virkelig er mange muligheder for at undgå at ramme Sverige. Østersøen er ikke så lille endda, og der er ret mange stationer, man kan lande ved bortset fra, at brændstoffet ville slippe op på et tidspunkt. Vi havde jo allerede brugt til den ene tur. Der skulle virkelig mirakler til for at det skulle gå godt.

– Miraklerne var med os, og det var så en lille dreng på seks år som hed Per Arne Persson. Han havde fødselsdag den dag og havde fået en bold i fødselsdagsgave. Han løb og legede nede på stranden med sin bold. Det var ham, der fik øje på os langt ude på havet. Han gik ind til sin far, der var fisker, og han – Per Persson – alarmerede en kollega, og de to både kom ud og fik os halet ind.

Alting blev improviseret

– Men det var et sted hvor ingen nogensinde ville lægge til. Vi blev modtaget utroligt varmt og positivt; det var for den landsby en fantastisk begivenhed. Men det viser omstændighederne. Der var ikke organiseret noget som helst. Alting blev improviseret. Selv om det i vores tilfælde var problematisk, at det var improviseret, så er jeg senere kommet frem til den opfattelse, at noget af det, der karakteriserer danskere, er evnen til at improvisere. 43-redningen var hele vejen igennem improviseret, hvad der nogle steder havde katastrofale følger – nogle mennesker var ikke blevet adviseret og taget hånd om og derfor blevet arresteret af tyskerne – men ikke desto mindre var det en succesrig aktion, der reddede over 95 procent af de danske jøder.

Læs også dette interview med Bent Melchior.