Voksende højreekstremisme kalder på samarbejde mod racisme

Danske politikere og medier overser, at højreekstremismen er i kraftig vækst, lyder det fra danske deltagere på nylig konference imod racisme i London.

Af Naderah Parwani og Lene Junker

Siden terrorangrebet på World Trade Center i 2001 har islamofobien taget fart og givet den ekstreme højrefløj mulighed for at udnytte befolkningens angst til at vokse og tiltrække flere medlemmer. Islamofobien legitimerer en racisme, som holder muslimerne som gidsel. Normaliseringen af racistiske udtalelser på politisk niveau har forstærket islamofobien, som er i vækst og forstærkes af de sociale medier.

Den virkelighed samlede en bred vifte af antiracistiske organisationer i verden til en international konference imod racisme lørdag den 19. oktober i London. Konferencen var arrangeret af netværket Stand up to Racism.

Millioner af europæere følger højreradikale sider

En taler fra Ukraine gennemgik en statistik over de højreekstremes sider og aktiviteter på de sociale medier og deres vækst. På tre måneder er 700 suspekte Facebook-sider og -grupper på Facebook blevet fulgt af over 35 millioner mennesker og har genereret over 76 millioner likes, kommentarer og delinger. Facebook har fjernet 132 af de rapporterede sider og grupper, som til sammen nåede 762 millioner anslåede visninger over 3 måneder.

Konferencen i London samlede organisationer fra England, Grækenland, Italien, Norge, Ukraine, Tyskland, Holland, Polen, Spanien, USA og Danmark. Det blev tydeligt allerede efter de første oplægsholdere, at der allerede nu er modstandsbevægelser i gang imod fascismen og racismen i de forskellige lande, og at de arbejder langt mere effektivt ved at organisere sig. The Guardian journalisten Gary Younge betonede, hvor afgørende disse bevægelser er for at skabe politiske forandringer.

Konferencen samlede aktivister og talere fra Stand Up To Racism’s lokalgrupper, faglige organisationer, medlemmer af EU-parlamentet, det britiske parlament og Londons Bystyre fra Labour og De Grønne. Desuden deltog repræsentanter for både muslimske og jødiske foreninger.

Deltagere ved demonstration mod racisme i London.

Nødvendigt med dansk og internationalt samarbejde

Det efterlod os fra Danmark med en oplevelse af, at de i udlandet er langt bedre til at organisere sig, end vi er i Danmark. De var langt flere til demonstrationerne og aktiviteterne. Vi står altså overfor en udfordring, hvor vi skal blive bedre til at mobilisere flere organisationer og skabe et samarbejde på tværs af forskelle imod racisme i Danmark.

Samtidigt er det nødvendigt også med et internationalt samarbejde for at kunne konfrontere den ekstreme højrefløjs voldelige og racistiske diskurs på et globalt plan. Ved det internationale samarbejde kan vi sammen sende et klart signal til politikerne om, at vi kræver en ændret diskurs og politisk linje. Vi kan deltage aktivt til hinandens arrangementer som talere og udtrykke vores solidaritet ved at være synlige foran hinandens ambassader.  

De forskellige talere og debatten i salen gav forskellige eksempler på, hvordan muslimer og flygtninge stigmatiseres, hvordan deres kultur, religion og påklædning bliver brugt som argumenter for at fratage dem deres menneskerettigheder. En af deltagerne fortalte, at de højreekstreme ikke kun angriber muslimer, men også jøder, feminister og homoseksuelle. Ved konferencen var der en langt mere tydelig retorik imod racismen, end vi er vant til herhjemme.   

Voldelige ekstremister og naive journalister

Samme deltagere fortalte om undersøgelser, der påviste, hvordan den ekstreme højrefløj typisk består af psykisk og fysisk voldelige mænd, hvor volden kan spores tilbage i deres historik. Mændene er af den overbevisning, at hvide kvinder skal føde flere børn og holdes hjemme.

Sideløbende med at racismen gradvist er blevet mere og mere accepteret, ser vi, hvordan journalister også har flyttet grænserne via fake news, som har forstærket polariseringen og islamofobien. Det kræver, at flere journalister kan forholde sig til den objektive virkelighed og fakta, at vi finder politiske løsninger, der sætter grænser for fake news.  

En englænder sagde: ”Umenneskeliggørelsen af flygtninge fjerner fokus fra, hvordan flygtninge i virkeligheden er, og hvordan de har været med til at opretholde og genopbygge vores samfund. Man minimerer vores minoriteters bidrag til samfundet, og det er racistisk ikke at anerkende deres indsats i vores samfund”.

En indisk-englænder fortalte om en kvinde, der sammen med sin mor og børn blev udsat for så grov vold, at selv børnene blev indlagt med indre kvæstelser. De mobiliserede en demonstration mod hændelsen, men ingen medier skrev om det. Sådan var der flere sager rundt i landet, hvor muslimske borgere blev udsat for brutal vold, men hvor medierne ignorerede det. I Tyskland og de andre lande var der nu ikke kun angreb på muslimer, men også på jøder. 

Kald racisme og massemord ved rette navn

En anden deltager sagde: ”Vi er ved at tabe nogle af de mest grundlæggende menneskerettigheder, som menneskeheden har kæmpet for. Vi skal kalde tingene det de er, ellers kommer vi ikke ud af den passivitet, der har gjort mange handlingslammede. Det er massemord, når vi bevidst lader 20.000 mennesker drukne i havet. Hvis fascisterne og nazisterne vinder, så kan ingen af os komme ud ad vores døre. Den umenneskelighed, vi accepterer, er en umenneskelighed, der vil indhente os alle”.

En fra Grækenland fortalte, at vi har ansvaret for krigene og destabiliseringen af Mellemøsten og har ansvaret for det kaos, som har drevet så mange flygtninge på flugt. Den store polarisering har sideløbende med en økonomisk krise givet den ekstreme højrefløj mulighed for at gennemtvinge sin egen dagsorden.

I Grækenland har de organiseret kampagner mod statsracismen. De har samlet de studerende og fået de forskellige organisationer og boligområder til gå sammen imod statsracismen og undertrykkelsen af deres flygtninge, ligesom de har kørt en vellykket kampagne mod det fascistiske parti, Gyldent Daggry. Partiet er nu uden for det græske parlament, og mange af deres ledere er fængslet for mord og andre kriminelle handlinger. 

Fælles initiativ skal styrke kampen mod racisme

Efter den store konference om lørdagen mødtes alle de forskellige deltagere fra udlandet til et fællesmøde. Her talte vi om at skabe et internationalt netværk imod racisme, om at samarbejde på tværs, og hvordan vi kan støtte op om hinandens antiracistiske arbejde.

Vi står overfor den store udfordring i Danmark, at vi ikke har forstået alvoren af, hvor hurtigt den ekstreme højrefløj vokser og derfor ikke har en ligeså direkte retorik mod højrefløjen og fascismen, som vi har haft mod muslimerne. Det efterlader Danmark i en langt mere passiv og sårbar position end udlandet, hvor de allerede har opbygget større og bredere antiracistiske koalitioner, som samler mange flere mennesker til deres aktiviteter.

Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination er dannet med ovennævnte formål i september 2018, netop for at samle de antiracistiske organisationer og for at skabe samarbejde på tværs.

Vi vil styrke kampen mod racisme, diskrimination, nationalisme og gøre opmærksom på faren for fascisme; for vi ønsker, at alle mødes med solidaritet og medmenneskelighed. Vi ønsker at vi alle får lige rettigheder og muligheder for at blive en aktiv del af samfundet. Vi vil bygge brede og mangfoldige protester for at ændre det politiske klima i Danmark og i Europa. Vi vil forsvare menneskerettighederne og styrke social og global retfærdighed.

Artiklen er skrevet af Naderah Parwani fra Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination og Lene Junker fra Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.