Yubernis blev offer for krænkelse af menneskerettigheder

Yubernis Vivas var 21 år, da hendes mand blev dræbt af oprørere. Takket være FN’s kvotesystem lever hun og sønnen nu et fredeligt liv i Skagen.

– Da jeg var 21, blev min mand dræbt af oprørsgrupper i den over 50 år lange væbnede konflikt mellem Colombias svage regering og stærke, narkotikafinansierede militser, fortæller Yubernis Vivas, der i dag er 28 år.

Sammen med sin halvanden år gamle søn Edinson flygtede hun til nabolandet Ecuador.

Menneskerettigheder bliver overtrådt

– Men det er et land, hvor menneskerettigheder dagligt bliver overtrådt, og vi søgte derfor om at få asyl i et fredeligt land, mens vi opholdt os midlertidigt hos en bekendt. En dag fik jeg brev om, at FN’s kvotesystem havde bestemt, at familiens fremtid skulle være i Danmark.

Efter et kort ophold i Aalborg fik Yubernis Vivas og sønnen tildelt en bolig i Skagen.

Yubernis Vivas’ historie er en af de 250 portrætter i udstillingen 100 % FREMMED? Den har rejst Danmark rundt i tre år med billeder af mennesker, der har fået asyl i Danmark igennem de seneste 63 år.

Nyder roen og stilheden

I Skagen er Yubernis og hendes lille søn fuldstændigt trygge, fortæller hun.

– Når jeg tænker tilbage på livet før flugten, har jeg svært ved at huske noget godt. Der var altid krig og utryghed. Det eneste gode var vejret. Altid varmt og solrigt, selv om vinteren. I Skagen nyder jeg til gengæld roen og stilheden.  

– Efter to år på sprogskole i Frederikshavn taler jeg så godt dansk, at jeg er startet på VUC, og mit mål er at læse til sygeplejerske. Edinson, som nu er otte år, går i skole i Skagen, og vi trives begge i den lille by, hvor vi har fået flere lokale bekendte, bl.a. gennem kirken, fortæller Yubernis Vivas.

Se alle billeder samlet

Yubernis Vivas’ historie er led i udstillingen 100 % FREMMED? som kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor alle billederne for første gang præsenteres samlet 12. oktober – 15. december.

Udstillingen er skabt af Metropolis – Københavns Internationale Teater med støtte fra Nordea-fonden. Fotograf og kurator er Maja Nydal Eriksen.

Læs mere her.